Opgøret om udligning spidser til: 34 hovedstadskommuner står sammen

Politik

13/09/2016 11:13

Nick Allentoft

Det er ikke rimeligt, at hovedstadskommunerne skal betale for bedre service i resten af landet, lyder det.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

96.000 kroner. 

Så meget mindre har en familie i hovedstadsområdet til rådighed om året sammenlignet med en tilsvarende familie i Region Nordjylland. 

Sådan lyder regnestykket i hvert fald fra en sammenslutning af 34 hovedstadskommuner, der under mottoet "Stop forskelsbehandlingen nu" vil have sænket landsudligningen. 

- Borgerne i hovedstadsområdet betaler i dag for, at kommunerne i resten af landet kan tilbyde et højere serviceniveau, end vi kan her i hovedstadsområdet. Det er absolut ikke formålet med udligningsordningen, udtaler Steen Christiansen (S), borgmester i Albertslund Kommune, i en pressemeddelelse. 

LÆS OGSÅ reaktionen fra Danmark på Vippen

Ifølge hovedstadskommunerne vil udligningsordningen betyde, at der i 2017 flyttes 12 milliarder kroner fra hovedstadsområdet til resten af landet. 

Ingen af de 34 kommuner kan genkende billedet af, at borgerne i hovedstadsområdet er særligt privilegerede. 

Sammenslutningen understreger, at arbejdsløsheden er på samme niveau som i resten af landet, og syv af Danmarks ti mest socialt belastede kommuner ligger i hovedstadsområdet, lyder argumentet blandt andet fra de 34 kommuner. 

De 34 kommuner ønsker, at landsudligningen skal sænkes, så den svarer til niveauet efter kommunalreformen i 2007. 

Sammenslutningen vil i den kommende tid tage initiativ til en dialog med folketingspolitikere om behovet for at sænke udligningen. 

 

Albertslunds borgmester forklarer Albertslund Kommune med borgmester Steen Christiansen (S) i spidsen, er blandt de 34 kommuner, der mener, at udligningen har vokset sig for stor.

Hvad er anledningen til, at I kommer med det opråb nu?

- Vi kan konstatere, at en ganske almindelig familie med far, mor og to børn har 96.000 kroner mindre til rådighed end en familie i Nordjylland. Samtidig oplever vi, at hovedstadsområdets bidrag til landsudligningen stiger år efter år.

- Nu må man stoppe den forskelsbehandling, der er mellem hovedstadsområdet og den øvrige del af landet, siger Steen Christiansen.

Han oplyser, at de 96.000 kroner i forskel blandt andet er medregnet, at det er dyrere at købe hus i hovedstadsområdet.

Hvis serviceniveauet er lavere i hovedstadskommunerne, er det så ikke jer som kommunalpolitikere, der har et problem, hvis I ikke kan levere god nok service til jeres borgere?

- Jo, men jeg tror vores borgere oplever, at der er en god nok service, når man sammenligner med de muligheder, vi har for at yde service. 

- Men når vi sammenligner en ganske almindelig familie i hovedstadsområdet med en ganske almindelig familie i Nordjylland, så har man altså 96.000 mindre til rådighed. Det synes vi ganske enkelt ikke er rimeligt.

Men I de 96.000 indgår jo også de høje boligudgifter i hovedstadsområdet. Kunne I ikke selv gøre noget, for eksempel bygge mere, så det ikke var så dyrt at bo i hovedstadsområdet?

- I hovedstadsområdet er der dels nogle, der bor i almindelige boliger. Men der er faktisk også en million, der bor til leje. Så det er udtryk for en helt urimelig forskelsbehandling, som vi skal have sat en stopper for.

Samtidig hører man om, hvordan hovedstaden løber fra resten af landet, hvor der står usælgelige huse og arbejdsløsheden er højere. Kan du ikke forstå, hvis jeres budskab klinger mærkeligt for folk i Vestjylland eller på Lolland?

- For det første ønsker vi rent faktisk en fair og rimelig landsudligning. Vi er ikke uenige i, at hovedstadsområdet skal bidrage væsentligt til landsudligningen. Men det har kammet over, når vi kigger ind i tallene.

- Derudover har man også i de andre dele af landet alle muligheder for at sætte gang i væksten og sætte gang i job.

Kan du helt afvise, at det her har en sammenhæng med, at der er kommunalvalg næste år, og man måske har brug for en undskyldning for at forklare vælgerne, hvorfor det ikke går helt så godt i ens kommune, som man kunne ønske?

- Ja, det kan jeg helt afvise. Spørgsmålet om landsudligning er en stående landspolitisk diskussion. Alle, der arbejder med det her, ved at det tager lang tid. Men vi synes, det er helt afgørende, at vi får ændret landsudligningen.

De 34 kommuner er: Albertslund, Allerød, Ballerup, Brøndby, Dragør, Egedal, Fredensborg, Frederiksberg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Greve, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Herlev, Hillerød, Hvidovre, Høje-Taastrup, Hørsholm, Ishøj, København, Køge, Lejre, Lyngby-Taarbæk, Roskilde, Rudersdal, Rødovre, Solrød, Stevns, Tårnby, Vallensbæk.

/ritzau/

 

 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.