Besætningerne på redningsskibe i Middelhavet har arbejdet uophørligt i påskedagene for at forhindre tusindvis af flygtninge og migranter i at drukne på deres færd i ofte skrøbelige både over farvandet mellem Nordafrika og Europa.
I alt er flere end 8000 personer blevet samlet op ifølge FN's flygtningehøjkommissariat, UNCHR, skriver nyhedsbureauet NTB.
Dagbog fra Lesbos
Psykolog Jane Maul beretter om seks dage som frivillig på Lesbos - hvor kun frivillige fra hele Europa sørger for den første kontakt, når traumatiserede flygtninge rammer klippekysten. Læs de gribende beretninger her.
Totalt er 8300 personer reddet, mens otte flygtninge og migranter, blandt dem en gravid kvinde, er bekræftet omkommet. Det oplyser Carlotta Sami, der er talskvinde for FN's flygtningekontor.
Menneskesmuglere udnyttede vindstille vejr fredag, lørdag og søndag til at sende mange både ud på havet. De fleste stævnede ud fra Libyen med retning mod Italien.
Den maltesiske organisation Moas oplyser, at deres redningsskib Phoenix ikke har haft plads til alle de flygtninge i gummi- og træbåde, som fartøjet har observeret de seneste dage.
- De venter fortsat på, at hjælp skal nå frem, og vi mangler ord, skriver organisationen på Twitter om situationen.
Moas tilføjer, at mandskabet på skibet har arbejdet 40 timer i træk med rednings- og krisehåndtering.
Det norske fartøj Siem Pilot reddede alene søndag i syv aktioner over 800 flygtninge og migranter.
Ifølge Den Internationale Organisation for Migration er næsten 32.000 flygtninge og migranter ankommet til Europa via Middelhavet alene i 2017.
Flere end 650 er enten omkommet eller meldt savnet, skrev Reuters lørdag.
Læger Uden Grænser deltager også i redningsindsatsen. Organisationens to skibe samlede fredag omkring 1000 flygtninge op.
Hovedparten af de reddede mennesker bliver overført til skibe fra den italienske kystvagt, som derefter sørger for at bringe dem i sikkerhed i Italien.
/ritzau/