Politi: Det er ulovligt at transportere flygtninge

Politik

08/9/15 9:09

Nick Allentoft

Flere hundrede nyankomne udlændinge er væk. Politiet kan ikke give tal på, hvor mange der savnes. Samtidig opfordrer svenskerne de danske myndigheder til at følge internationale regler og undlade at lade flygtninge rejse videre til Sverige.

Det er ulovligt at hjælpe flygtninge og migranter, der befinder sig ulovligt i landet, ved eksempelvis at køre dem videre til Sverige. Også selvom hjælpen er velment.

Sådan lyder det kontante råd fra dansk politi.

Flygtninge overblik

Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre.  Vi samler væsentlige og udvalgte relevante artikler på denne temaside.  

- Det er væsentligt, at man husker, at det er i strid med loven at hjælpe personer, der har ulovligt ophold. Man risikerer bøde eller i skærpede tilfælde fængsel, siger politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

Politiet har fundet anledning til indskærpelsen, fordi et større antal af de 800 udlændinge, der søndag og mandag ankom med færgen til Rødbyhavn på Lolland, tilsyneladende er forsvundet for politiet. 

Det er ikke helt klart, hvor mange udlændinge der tirsdag er forsvundet for politiet. Og politiinspektør Kim Kliver ønsker ikke at sætte tal på, men siger: 

- Det er personer, som har været i grupper. Vi har en opfattelse af, at der er borgerne, der har valgt at hjælpe dem videre på trods af, at vi har gjort opmærksom på, at det er ulovligt. 

Derudover har politiet fundet flere udlændinge i løbet af natten.

- Vi har truffet nogle mindre grupper i løbet af natten forskellige steder på Sjælland, og dem har vi selvfølgelig taget os af.

Mandag eftermiddag var der bragt 160 asylansøgere fra ankomststeder i hele landet til Sandholmlejren i Nordsjælland, oplyser politiet.

Tirsdag morgen var kun 200 af de 800, der er ankommet via Rødbyhavn, tilbage indkvarteret på en skole og i en hal. Her har politiet indkaldt ekstra mandskab til at afhøre de mange. 

Andre af udlændingene er i de forløbne døgn selv gået videre langs motorvejen i ønsket om at nå til Sverige.

I Malmø er der dukket 230 op, oplyser myndighederne i Malmø. De personer kan dog ikke umiddelbart knyttes til den gruppe af udlændinge, der er forsvundet i Danmark.

Mens politiet altså advarer danskerne mod at fragte udlændingene videre, anholdt politiet mandag tre personer, der mistænkes for menneskesmugling.

- Det er nogle personer, som er taget i forbindelse med indrejse til Danmark ved vores kontrol nede ved færgen. Det er altså ikke nogen, der har bevæget sig rundt på Sjælland, siger politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

Han oplyser, at han ikke kender deres nationalitet.

- Om det er danskere, svenskere, belgiere eller hollændere eller noget andet, det ved jeg ikke.

Sverige opfordrer Danmark til at overholde asylregler Sverige overholder reglerne, og det bør Danmark også gøre, lyder meldingen fra det svenske justitsministerium, der nu opfordrer Danmark til at overholde de gældende regler og ikke lade flygtninge og migranter rejse videre til Sverige.   En stor del af de omkring 800 migranter og flygtninge, der er kommet til Danmark inden for de sidste dage, ønsker nemlig at søge om asyl i Sverige. Det skriver dr.dk.   Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) åbnede mandag en dør for, at de flygtninge, der gerne vil fortsætte deres rejse over Øresund, kan få lov til det. Statsministeren indledte mandag dialoger med både Sverige og Tyskland.   - Vi er på myndighedsniveau i kontakt med både Tyskland og Sverige og håber, at vi ud af det kan finde en løsning, som gør, at mennesker kan søge derhen, hvor de ønsker at søge hen, sagde Lars Løkke Rasmussen.   Det vil dog være en overtrædelse af Dublinkonventionen, der siger, at det land man først ankommer i, også er det land, hvor der skal søges om asyl. Og meldingen fra det svenske justitsministerium til dr.dk er, at Sverige overholder reglerne, og det samme bør Danmark gøre.   - Danmark er et rigt land og har mulighed for at tage hånd om flygtningene. Ifølge gældende regler er der desuden mulighed for familiesammenføring, hvis flygtninge har familie i enten Danmark eller Sverige, lyder beskeden fra justitsministerens kontor til dr.dk.   Siden søndag har dansk politi kendskab til cirka 1150 flygtninge, der er kommet til Danmark. Politiet mener, at privatpersoner har hjulpet mange videre til Sverige.   Sent i mandag aften ankom der ifølge det svenske Migrationsverket 230 flygtninge. De er blevet placeret i Malmø.   /ritzau/

 

Annonce