PostNord lover brevstemmer til tiden ved kommunalvalget

Infrastruktur

18/09/2017 23:10

Nick Allentoft

Kommunernes Landsforening og PostNord har netop indgået aftale, som sikrer, at brevstemmer når frem i tide.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hvis du vil brevstemme til kommunalvalget 21. november, kan du være sikker på, at din stemme når frem i tide og ikke går til spilde.

Kommunernes Landsforening (KL) og PostNord har nemlig netop indgået en aftale, som sikrer, at alle brevstemmer når frem i tide til kommunalvalget.

Det oplyser KL i en pressemeddelelse.

Følg KV17 og RV17 på temasiderne

Vi samler alle væsentlige historier om Kommunalvalget 2017 og Regionsrådsvalget 2017 på disse temasider: KV17 / RV17

Det glæder KL-sekretariatschef Solvejg Schultz-Jakobsen. 

- Helt grundlæggende er det jo vitalt i et demokrati, at alle borgere har mulighed for at afgive deres stemme - uanset om de møder op fysisk på et valgsted eller sender den med brev. 

- Derfor er jeg selvfølgelig glad for, at vi i et godt samarbejde med PostNord har fundet en løsning, som sikrer netop det, siger Solvejg Schultz-Jakobsen i en pressemeddelelse.

Efter den seneste aftale mellem Transportministeriet og PostNord sendes der ikke længere såkaldte quickbreve om lørdagen. 

Derfor har der været tvivl om, hvorvidt brevstemmerne til kommunalvalget ville kunne nå frem i tide.

Men aftalen mellem KL og PostNord sikrer, at alle brevstemmer til kommunalvalget, som afgives i en kommune af en borger, der bor i en anden kommune, når frem i tide.

Aftalen med PostNord er indgået efter aftale med Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Den betyder helt konkret, at alle stemmer, som skal sendes fra en kommune til en anden i perioden mellem 13.-17. november, samles ét sted i den enkelte kommune. 

Lørdag 18. november afhenter PostNord brevstemmerne i kommunerne og sorterer og leverer dem søndag 19. november i hjemkommunen.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.