Prisforvirring har lagt salget af elbiler dødt

Bæredygtighed

29/05/2017 07:40

Nick Allentoft

Salget af elbiler er kørt fast i Danmark, hvor der blev solgt syv elbiler i de første uger af maj.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Selv om det for en måned siden blev billigere at købe elbiler, har det endnu ikke haft en synderlig effekt på salget af elbiler.   I perioden 1. maj til 20. maj blev der solgt syv elbiler, mens der i årets fire første måneder med højere afgifter på elbiler blev solgt 47 biler.    En række bilforhandlere har ellers satset på mere salg og reklameret med nedsatte priser på de lydløse køretøjer siden april, hvor regeringen, Socialdemokratiet og De Radikale blev enige om at lempe afgifterne på elbiler.

Prisen på den billigste Tesla Model S faldt med knap 200.000 kroner på Tesla hjemmeside. Elbilen Nissan Leaf blev sat knap 50.000 kroner ned til 274.000 kroner.

Men de nye priser, som bilproducenterne reklamerer med, gælder reelt først, når lovforslaget efter planen træder i kraft 1. juli.   Så vil man have en elbil i dag, skal man fortsat betale den gamle, høje pris. Til gengæld får man de penge, der svarer til prisforskellen, tilbage fra Skat, når loven er trådt i kraft.   Og denne særlige omstændighed har ikke ligefrem gjort det nemmere at sælge elbiler, siger Nissans kommunikationsansvarlige, Ann Strøby.   - Det giver en lang række praktiske problemer, da kunden typisk ikke har stor forståelse for at lægge ud for en afgift, siger Ann Strøby.   Hos BMW, der sælger elbilen i3, kan usikkerheden om bilernes fremtidige pris også mærkes på salget, siger BMW's kommunikationsansvarlige i Danmark, Mette Lolholm.

- For både forhandlere og forbrugere er købet forbundet med ekstra administration, og vores forhandlere oplever en vis fastfrysning og afventning på det endelige lovforslag, siger Lolholm.

Søren Jakobsen, som er chefkonsulent hos Dansk Elbil Alliance, kan sagtens forstå, hvis forbrugere tøver med at købe en elbil.    Han forventer dog, at salget vil stige, når de nye regler officielt er trådt i kraft.     FAKTA: Derfor bliver elbilerne billigere Efter flere år med afgiftsfritagelse blev det aftalt i 2015, at registreringsafgiften på el- og brændselscellebiler over en periode på fem år skulle stige til det samme niveau som andre biler. I 2016 betød det, at afgiften på el- og brændselscellebiler udgjorde 20 procent af registreringsafgiften, og per 1. januar 2017 steg afgiften til 40 procent.   De stigende afgifter har dog ramt salget af elbiler hårdere end ventet. Det skal en lovændring ændre på.   * For at sætte gang i salget blev regeringen, Socialdemokratiet og Radikale Venstre enige om at sænke registreringsafgiften på elbiler til 20 procent, indtil der er solgt 5000 elbiler i Danmark.   * Tilbuddet gælder dog senest til udgangen af 2018.   * Derefter fortsætter den planlagte indfasning af den almindelige registreringsafgift på personbiler, så den også kommer til at gælde elbiler.    * Afgiften vil igen stige fra 20 til 40 procent af den fulde registreringsafgift minus et bundfradrag på 10.000 kroner i 2019.   * I 2020 vil afgiften være 65 procent, i 2021 90 procent, og i 2022 skal elbilerne være fuldt indfaset i registreringsafgiften.   * Lovforslaget om ændring af registreringsafgiftsloven ventes vedtaget 2. juni og vil træde i kraft 1. juli.   * I marts 2017 var der registreret 9111 elbiler i Danmark.   Kilder: Danske Bilimportører, Skatteministeriet, ft.dk.   /ritzau/  

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.