Psykisk syge venter stadig på en hurtig diagnose

Velfærd

31/03/2016 13:17

Nick Allentoft

På papiret falder ventetiden i psykiatrien, men Sind og Psykiatrifonden er skeptiske over for nye tal.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mennesker med depressioner og andre psykiske lidelser venter færre dage på at komme til deres første samtale i psykiatrien i forhold til tidligere.   Men den faldende ventetid er ingen garanti for, at psykisk syge bliver udredt inden for 30 dage, sådan som de har krav på, lyder kritikken.   - Selvfølgelig er det et godt tegn, at psykisk syge tidligere kommer til deres første samtale. 

- Det betyder, at de kan puste lidt ud ved tanken om, at der nu er hjælp på vej. Alene det at vide, at der er etableret en kontakt til psykiatrien, kan være en lettelse, siger formand for landsforeningen Sind Knud Kristensen.

  Men han efterlyser dokumentation for, at tidligere samtaler betyder, at patienterne med hurtigere behandling:   - Når man er syg, så er det afgørende at få stillet en diagnose, så behandlingen kan begynde. De nye tal siger ikke noget om, hvorvidt det sker, siger Knud Kristensen.   Ifølge en årsopgørelse offentliggjort af Sundhedsministeriet er ventetiden i psykiatrien i 2015 faldet på landsplan med henholdsvis ti dage for voksne og otte dage for børn og unge i forhold til året forinden.

Det betyder, at voksne i gennemsnit venter 25 dage på første kontakt med sygehuset, mens børn og unge venter 22 dage.

Også Psykiatrifonden mener, at der er grund til at tage de nye tal med forbehold:   - Det er positivt, at der er fokus på, at psykisk syge skal hurtigere til, men vi ved ikke, om det er ensbetydende med, at de får en diagnose, siger formand og speciallæge i psykiatri Anne Lindhardt.   Hun peger desuden på, at retten til at blive udredt kan gå ud over de mest alvorligt syge.    - Afdelingerne udreder flere med depressioner og angst, og det er selvfølgelig godt. Men vi erfarer desværre, at ressourcerne tages fra dem med de sværeste lidelser, for eksempel de skizofrene, siger Anne Lindhardt.    Sundhedsminister Sophie Løhde (V) medgiver i en pressemeddelelse, at tallene alene dækker over, hvor lang tid patienterne skal vente, før de har den første kontakt med sygehuset.    - Det, jeg har fokus på, er hele det samlede patientforløb, for det er jo ikke tilstrækkeligt, at man bliver indkaldt til en indledende konsultation og så bare kan vente i en evighed derfra, siger Sophie Løhde.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.