Regeringen vil ikke længere rådgives om samfundsansvar

Ledelse

25/11/2015 08:20

Nick Allentoft

Et råd for ansvarlighed i erhvervslivet har udspillet sin rolle, mener regeringen. Interessenter undrer sig.

Rådet for Samfundsansvar bliver nedlagt, når rådets mandat udløber i år.

Rådet har udspillet sin rolle, og der er derfor ikke længere behov for det, mener V-regeringen ifølge netavisen Altinget.

I rådet sidder 15 medlemmer fra virksomheder, ngo'er og arbejdsmarkedets parter, som i seks år har rådgivet regeringen og virksomheder om, hvordan man kan fremme ansvarlighed i erhvervslivet.

Beslutningen om at sætte punktum for rådets virke ærgrer Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Røde Kors og næstformand for Rådet for Samfundsansvar.

- Det er ærgerligt, for rådet opfyldte en vigtig funktion i forhold til at sætte rammerne for at opføre sig samfundsansvarligt. Rådet bragte interessenter på området fra forskningsverdenen, erhvervslivet og ngo'erne sammen. Det forum forsvinder nu ud i det blå uden nogen erstatning, siger han til Altinget.

Men rådets mandat bliver ikke forlænget, fordi danske virksomheder allerede er langt, lyder det fra erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V).

- Det grundlæggende arbejde med CSR (Corporate Social Responsibility, red.) er i dag en integreret del af det at drive virksomhed på det internationale marked, og rigtig mange virksomheder har deres processer og værktøjer på plads, skriver ministeren i et brev til rådets medlemmer ifølge Altinget.

Annette Stube, der er CSR-chef i Mærsk, mener, at rådet har været vigtigt for at undgå offentlige tovtrækkerier og dermed sikre bedre beslutninger.

Forsker i CSR på Center for Virksomhedsansvar ved Københavns Universitet Rasmus Feldthusen er overrasket over lukningen af rådet.

- Det er en kovending i forhold til, at CSR har været et satsningsområde for Danmark, siger han til netavisen.

Også professor ved Roskilde Universitet Jacob Dahl Rendtorff kalder lukningen en skam og undrer sig over regeringens beslutning.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.