Regeringens sociale mål er langt fra i mål

Politik

22/09/2014 09:13

Suleman Haider

Socialministeriet har ikke overblik over, i hvilken retning det går med regeringens erklærede 2020-mål. Socialordfører Karen Ellemann (V) kritiserer regering for at slå sociale mål stort op uden at følge op på det.

For et år siden lancerede regeringen en række såkaldte sociale mål, som der skulle sigtes efter at opnå i 2020.

Men hvordan det går med at opfylde målsætningerne, kan være svært at få svar på. Socialministeriet har nemlig ikke overblik over, om udviklingen går i den rigtige eller forkerte retning, skriver Jyllands-Posten.

Ifølge målene skal flere have en ungdomsuddannelse og færre skal ende i kriminalitet. Men på ingen af de to områder er der udkommet tal, som er nyere end fra 2011.

- Når vi sætter mål, forpligter det til at følge op, lød det ellers fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i hendes åbningstale til Folketinget sidste år.

På seks ud af ni hovedpunkter har Socialministeriet ikke tal for situationen i 2013.

I 2020-planen var det et særskilt mål, at udsatte unges faglige niveau blev løftet. Et år senere er det stadig ikke konkretiseret, hvad målet præcist er, og hvordan niveauet hos de udsatte elever skal måles.

Socialminister Manu Sareen (R) erkender, at regeringen er blevet forsinket i arbejdet med at nå de sociale mål.

- En af grundene til, at mange af 2020-målene blev udsat, er, at der har været udskiftning på socialministerposten. Anette (Vilhelmsen, tidligere SF-formand, red.) fremsatte målene, men så skete der rigtig mange ting. Det har været med til at forsinke det, siger han til Jyllands-Posten.

 

Venstre: Regeringens sociale mål er kun flotte hensigter Regeringen burde lade være med at slå sociale hensigtserklæringer stort op, når det viser sig, at den har svært ved at følge op på de gode intentioner.

Det siger Venstres socialordfører, Karen Ellemann, efter at der endnu ikke er blevet sat konkrete mål og metoder på en række af de sociale mål, som regeringen præsenterede for et år siden.

- Det her er ikke en kritik af hensigterne. Det er en kritik af, at man har slået sig stort op som regeringen, der konkret vil gøre en hel masse. I øjeblikket er det ikke mere værd end det papir, det er skrevet på, siger Karen Ellemann til Ritzau.

Regeringen opstillede sidste år ni mål på socialområdet. Et af målene lyder for eksempel, at der maksimalt må være 4000 hjemløse i Danmark. Et andet at mindst 50 procent af udsatte børn og unge skal have en ungdomsuddannelse som 25-årige.

- Det er ikke i orden at have noget at stræbe efter, som man ikke engang har fundet ud af, hvordan man vil opgøre. Langt over halvdelen af målene er blanke, fordi man ikke engang har fundet ud af, hvordan man tæller. Når man sætter sig et mål, er den allerførste forudsætning, at det skal være målbart, siger Karen Ellemann.

Hun siger, at Venstre ikke har taget stilling til, om en eventuel kommende borgerlig regering vil adoptere den nuværende regerings mål på det sociale område.

Ifølge socialminister Manu Sareen (R) skyldes de manglede måltal blandt andet, at der har været stor udskiftning på socialministerposten. Men den forklaring giver Karen Ellemann ikke meget for.

- Det er faktisk en ret bekymrende udtalelse fra ministeren. Men er det så fordi, at man har haft en minister, der har lavet nogle flotte overskrifter, men at der ikke findes et embedsværk, der arbejder i samme retning, spørger Karen Ellemann

 

Mest Læste

Annonce