Regeringer har lanceret ghettoplaner seks gange på 25 år

Infrastruktur

02/01/2018 10:28

Nick Allentoft

Den ghettopakke, regeringen er på trapperne med, bliver den sjette af sin slags siden 1994.
Inden længe fremlægger regeringen en ny ghettopakke. 

Den har som mål at "afvikle ghettoerne helt" - og ikke blot "lappe på årtiers fejlslagen politik", proklamerede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin nytårstale.

Men det er ikke første gang, en statsminister har brugt nytårstalen til at indlede kampen mod ghettoer.

Temasamling om Ghettoer

Vi har samlet relevante historier om ghettoer på denne temaside. 

Løkke gjorde det selv første gang i 2010, hvor han bekendtgjorde, at det skulle "være slut med parallelsamfund".

Senere samme år sagde han i sin åbningstale fra Folketingets talerstol, at tiden var inde til at "gøre op med en misforstået tolerance over for den intolerance, der hersker i dele af ghettoerne":

- Det nytter ikke noget kun at poste flere penge i at male facader. Vi står over for særlige problemer, der kræver særlige løsninger.

- Vi vil rive murene ned. Vi vil åbne ghettoerne mod samfundet, sagde Løkke for syv år siden i sin åbningstale. 

Den efterfølgende ghettopakke lagde blandt andet op til en "strategisk nedrivning af boligblokke" og obligatorisk dagtilbud til tosprogede børn.

Nogle af de samme idéer løftede Lars Løkke sløret for i sin nytårstale i år. Her talte han om at rive bygninger ned og sende nogle børn tidligere i daginstitution.

Også Løkkes forgænger på statsministerposten, Anders Fogh Rasmussen (V), proklamerede i sin nytårstale tilbage i 2004, at "den ulykkelige ghettodannelse måtte stoppes":

- Vi må insistere på, at børnene lærer ordentligt dansk, inden de skal i skole. De unge, utilpassede indvandrere skal væk fra lediggang, gadehjørner og kriminalitet, sagde Fogh.

Senere samme år kunne VK-regeringen præsentere en ghettopakke, der blandt andet gav kommuner mulighed for at afvise boligsøgende kontanthjælpsmodtagere, hvis det øgede belastningen af boligområdet.

Forinden havde S-ledede regeringer lavet to ghettopakker, og siden er yderligere to ghettopakker kommet til. Dermed bliver VLAK-regeringens kommende ghettopakke nummer seks siden 1994.

Men trods stort politisk fokus - og medfølgende milliarder kroner - har tiltagene ikke virket efter hensigten. 

Det konkluderede undersøgelsen "Et historisk tilbageblik på særligt udsatte boligområder", som Kraks fond for byforskning udgav i 2016. 

Overskriften på rapportens første kapitel opsummerer forskernes pointe i en enkelt sætning: "Én gang udsat boligområde, altid udsat boligområde". 

Det skyldes blandt andet, at sammensætningen af beboere, der er arbejdsløse, uden uddannelse, kriminelle eller har lav indkomst, er stort set uforandret siden 1985. OVERBLIK: Sjette ghettopakke siden 1994 er på trapperne Her følger et overblik over de tidligere planer:

* 1994: Ghettopakke

Den S-ledede regering fremlagde en ghettopakke med 30 initiativer, der skulle hjælpe socialt belastede boligområder.

* 2000: Handlingsplan mod ghettoisering

SR-regeringen forstærkede indsatsen "for at undgå yderligere ghettoisering og forslumring". Blandt andet med mere fleksible udlejningsregler for at få en balanceret beboersammensætning. 

* 2004: Strategi mod ghettoisering

Med aftalen introducerede VK-regeringen blandt andet en model for anvisning af almene boliger, der gav kommuner mulighed for at afvise kontanthjælpsmodtagere, hvis det øger belastningen af boligafdelingen.

Derudover indeholdt planen en række integrationsinitiativer om kriminalitetsforebyggelse og lektiehjælp samt nedsættelsen af et ghettoudvalg, Programbestyrelsen, der i 2008 kom med 15 anbefalinger.

* 2010: Ghettoplan

VK-regeringens anden ghettopakke indeholdt 32 initiativer. Blandt andet "strategisk nedrivning af boligblokke", stop for anvisning af flygtninge til ghettoer og mulighed for at give ressourcestærke beboere fortrinsret.

Obligatorisk dagtilbud til tosprogede børn uden for dagtilbud, flere forældrepålæg, udvidet adgang til tv-overvågning og hurtig behandling af sager med unge uromagere.

* 2013: "Udsatte boligområder – de næste skridt"

SRSF-regeringens ghettopakke gav blandt andet boligorganisationerne bedre muligheder for at skride ind over for lejere, som chikanerer naboer.

Pakken skulle også gøre det nemmere at åbne socialøkonomiske virksomheder og mindre dagligvarebutikker i ghettoerne. Den tilføjede også to nye kriterier til VK-regeringens ghettoliste: uddannelse og indkomst. 

Kilder: Regeringen.dk, Ritzau, Berlingske.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce