Arkivfoto: Ilona Gondesen

Rekordmange asylbørn viser sig at være voksne

Politik

08/12/2016 08:12

Nick Allentoft

Knap 600 asylbørn er i år blevet vurderet til at være over 18 år, viser nye tal fra Udlændingestyrelsen.

Lægerne på Retsmedicinsk Institut i København har i år haft usædvanligt travlt med at undersøge alderen på asylsøgere, der er ankommet uden forældre og siger, at de er under 18 år.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Udlændingestyrelsen beder retsmedicinerne om hjælp, hvis de har mistanke om, at en såkaldt uledsaget mindreårig i virkeligheden er voksen.

Ud fra røntgenbilleder af fingerknogler og tænder fastlægger de personens alder.

Og ved slutningen af november var der i 2016 blevet foretaget cirka 800 aldersundersøgelser, oplyser styrelsen. 

Det er over dobbelt så mange som i det hidtidige rekordår i fjor. Retsmedicinsk Institut vurderer, at tallet kan nå op på 1.000 inden årets udgang.

I de afgjorte sager er tre ud af fire - 74 procent eller knap 600 personer - blevet vurderet til at være over 18 år.

Mindreårige har en række fordele under asylfasen. Og får de asyl, kan de i modsætning til voksne søge om at få deres forældre hertil som familiesammenførte.

Martin Henriksen, Dansk Folkepartis udlændingeordfører, mener, at der er tale om helt bevidst snyd.

- De forsøger at svindle sig til en opholdstilladelse og fordele, som de ikke er berettigede til, siger Martin Henriksen til Jyllands-Posten.

Han mener, at man nu bør tage konsekvensen og aldersteste alle, med mindre der helt åbenlyst er tale om små børn.

Det afviser udlændingeminister Inger Støjberg (V). Hun mener, at systemet fungerer.

- Udlændingestyrelsen gør en stor indsats for at afsløre dem, der snyder, og er samtidig i gang med at se på, om dette kan ske endnu hurtigere, siger hun til Jyllands-Posten.

Eva Singer, asylchef i Dansk Flygtningehjælp, genkender ikke billedet af, at der er tale om bevidst snyd.

- Der er usikkerhed blandt nogle af dem, vi møder, som ikke selv ved, hvor gamle de er.

- Alderen er ikke nødvendigvis registreret i de lande, de kommer fra, eller måske har de ikke rigtigt fået deres alder at vide, fordi de ikke har været sammen med deres egen familie i mange år, siger hun til Ritzau.

/ritzau/

 

 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.