Rød blok presser på for reform af energiafgifter

Politik

13/12/2015 18:10

Nick Allentoft

Ifølge S og SF kan det kun gå for langsomt med at få kigget på uhensigtsmæssige energiafgifter.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Da et enigt Folketing minus Liberal Alliance i 2012 indgik et energiforlig for de kommende otte år, var et af punkterne at få diskuteret de gældende energiafgifter for at se, om de fungerede efter hensigten.   Derfor blev der bestilt en analyse af afgiftssystemet, som skulle have været færdig i efteråret 2014, men den er stadig ikke blevet fremlagt.

Det er SF-formand Pia Olsen Dyhr utilfreds med, og derfor vil hun nu presse endnu mere på over for klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V).

- Da han selv var i opposition, var han en af dem, der selv råbte højest om, at nu måtte den på bordet.   - Men siden han er blevet minister, har jeg rykket flere gange, uden at der er sket noget. Så nu fremsætter jeg et beslutningsforslag om at få fremlagt afgiftsanalysen. Det kan han ikke ignorere, siger hun.   SF vil have afgifterne på el ned og omvendt lægge afgifter på biomasse, så man øger incitamentet til brugen af varmepumper på varmeværkerne.   Og Pia Olsen Dyhr mener godt, at man kan lave et afgiftssystem, der er samfundsøkonomisk neutralt i forhold til nu.   - Det virker absurd, at man bruger biomasse i kraftvarmeværker, når man har en masse overskydende vindenergi i Danmark, som vi kunne få meget mere ud af. Og det kan vi bruge afgifterne til at lave om på, siger hun.   Socialdemokraterne havde regeringsmagten i 2012, da energiforliget blev indgået, og har siden da og indtil valget i juni haft rig mulighed for at fremlægge den aftalte analyse.   Jens Joel, der er klima- og energiordfører for partiet, forklarer forsinkelsen således.   - Vi har lavet nogle vækstpakker i mellemtiden, og derfor er grundlaget for analysen blevet ændret undervejs.   - Men som jeg forstår det, ligger den faktisk klar nu. Regeringen kan bare ikke finde ud af, hvad den skal mene om den, siger han.   Jens Joel så derfor gerne, at regeringen snarest muligt åbnede diskussionen om, hvordan fremtidens afgiftssystem i energisektoren skal se ud.   - Vi ved godt, at regeringen ikke har millioner, der hænger på træerne, men der er brug for at få gjort noget nu.   - Det er tudedumt, at vi er blevet så gode til at producere alternativ energi, men ikke kan finde ud af at bruge det hele, siger han.   /ritzau/      

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.