Sådan skal politiet håndhæve tildækningsforbuddet

Politik

01/08/2018 07:16

Nick Allentoft

Nu er tildækningsforbud trådt i kraft. Se her, hvordan politiet bliver vejledt i at udføre det i praksis.
Politiforbundet havde håbet, at vejledning til at håndhæve det nye tildækningsforbud var mere detaljeret.  Alle beklædningsgenstande, der dækker ansigtet, bliver forbudt på offentlige steder. Det kan være burka, niqab, elefanthue, huer, hætter, tørklæder, masker, hjelme, heldækkende dragter og kunstige skæg.   I den forbindelse er dansk politi blevet udstyret med en vejledning til, hvordan betjente på gaden skal håndtere en situation med tildækkede ansigter i det offentlige rum. Men den vejledning lader meget tilbage at ønske, mener Claus Oxfeldt, der er formand for Politiforbundet.   - Jeg håber, at vi er ordentligt klædt på, men jeg kan godt blive en smule bekymret. Jeg havde nok forventet, at den vejledning var lidt mere detaljeret, siger han.

Velfærdsstat eller velfærdssamfund

Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.

Følg artikler og indlæg på temasiden her

Vejledningen beskriver, hvordan politibetjenten skal foretage en konkret vurdering af, hvorvidt det er muligt at se og aflæse personens ansigtsudtryk. 

Hvis man har et "anerkendelsesværdigt formål", er det okay at have tildækket ansigtet. Det kan være, hvis man er til udklædningsfest eller til karneval. Det er dog ikke i orden, hvis man er på vej hen til eller hjem fra begivenheden.   Men Claus Oxfeldt fra Politiforbundet mener, at der er alt for mange usikkerheder forbundet med opgaven, som det ser ud nu.   - Vi havde gerne set, at der var flere eksempler i vejledningen, så det var tydeligere, hvornår det er strafbart, og hvornår det ikke er.   Det er planen, at blandt andet Rigspolitiet og Politiforbundet i begyndelsen af september skal sætte sig ned for at evaluere indsatsen.   Hvis man overtræder tildækningsforbuddet, udløser det i førstegangstilfælde som udgangspunkt en bøde på 1000 kroner. Anden gang stiger det til 2000 kroner, så 3000 kroner, og i fjerde tilfælde lyder bøden på 10.000 kroner.  

Rigspolitiet har offentliggjort en vejledning, der guider den enkelte betjent til, hvordan forbuddet skal håndhæves i praksis.

Her er en række centrale punkter fra vejledningen:

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

* Betjenten skal først bedømme, om ansigtet anses for at være skjult. Det afgøres blandt andet af, hvorvidt man kan se og aflæse personens ansigtsudtryk.

* Hvis betjenten mistænker, at personen er underlagt negativ social kontrol, skal betjenten vurdere, om der er grundlag for at efterforske det, og om personen skal tilbydes støtte og hjælp. Eksempelvis hvis personen giver udtryk for at være tvunget til at dække sit ansigt.

* Overtrædelse af tildækningsforbuddet skal behandles som enhver anden overtrædelse af straffeloven. Hvis betjenten finder det nødvendigt, kan personen anholdes og køres til politistationen. Anholdelsen skal ske så skånsomt som muligt.

* Politiet skal generelt håndtere tildækningsforbuddet "under behørig hensyntagen til personens integritet og uden unødig krænkelse af den pågældende".

* Der kan være situationer, hvor en person kortvarigt befinder sig foran en religiøs bygning på vej ind. Her skal betjenten foretage en konkret vurdering om, hvorvidt det er en overtrædelse af forbuddet eller ej.

* Betjenten kan i situationen påbyde personen at fjerne beklædningsgenstanden, der dækker ansigtet, eller fjerne sig fra det offentlige rum.

* Hvis betjenten er i tvivl om, hvordan forbuddet skal håndteres, skal betjenten bede vagtchefen om afklaring.

* Hvis betjenten opdager, at en person, som netop har fået en bøde for overtrædelse af tildækningsforbuddet, igen ifører sig beklædningsgenstanden, er der tale om en ny overtrædelse.

* Politiet skal sikre sig dokumentation på overtrædelsen af forbuddet. Enten ved at tage et foto eller optage video.

Kilder: Rigspolitiet, Berlingske.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce