Siemens dømt til at betale erstatning til syge medarbejdere

Ledelse

05/07/2016 00:14

Nick Allentoft

Tre tidligere Siemens-ansatte har fået medhold i påstand om, at vindmølleproducenten brød arbejdsmiljøregler.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Vindmølleproducenten Siemens Wind Power er ved Retten i Aalborg blevet dømt til at betale knap en million kroner i erstatning til tre medarbejdere, der blev syge af arbejdet.   Dermed har retten givet de tre medarbejdere medhold i anklagen mod Siemens for at have brudt arbejdsmiljøreglerne.   De tre medarbejdere får henholdsvis 251.842 kroner, 509.554 kroner og 136.007 kroner i erstatning.

Retten anfører i dommens begrundelse, at arbejdet "ikke har været planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt".

Medarbejderne har blandt andet været udsat for skadelige kemikalier som epoxy og isocyanater under arbejder med at støbe forme til vindmøllevinger.   Det har ført til sygdomme som astma, allergi og eksem.    Retten har nu anerkendt, at der er en sammenhæng mellem det arbejde, som medarbejderne har udført, og de sygdomme, de har pådraget sig.   Og retten fastslår samtidig, at det er arbejdsgiveren Siemens, som er ansvarlig for, at arbejdet ikke er foregået på en forsvarlig måde.   Advokat Christian Riewe, der har ført sagen for de tre medarbejdere, er tilfreds med dommen, som han kalder "meget grundig".   - Det, der har været temaet, er, om Siemens har gjort, hvad man med rette kunne forvente i forhold til arbejdsmiljøet, og der har retten klart sagt, at det har de ikke, siger advokaten.   Han understreger samtidig, at erstatningssummen på knap en million kroner senere kan blive forhøjet.   - De er ikke alle færdige med udredningsforløbet, både i lægeligt og kommunalt regi, og det, der er afsagt dom for nu, er foreløbige krav frem til bestemte datoer, siger Christian Riewe.   Ifølge Siemens har der fra 2005 til 2015 været 37 medarbejdere, der har fået arbejdsskadeerstatning, efter at de har været udsat for epoxy eller isocyanater.   En aktindsigt, som DR Nyheder har fået hos Arbejdsskadestyrelsen, viser, at der i perioden 2005 til 2015 har været 64 sager om arbejdsskader med Siemens-ansatte, der har arbejdet med epoxy og/eller isocyanater.    Det tal dækker både over sager, der er blevet anerkendt og har ført til arbejdsskadeerstatning og sager, der er anerkendt, men som ikke har ført til erstatning.   En del medarbejdere vil formentlig læse dommen fra Retten i Aalborg med stor interesse, da den kan vise sig at bane vejen for flere civile søgsmål.   - Dommen handler om arbejdsforholdene på en lille del af Siemens, hvor de tre har været beskæftiget. Så hvis nogen har haft samme arbejdsplads og udført samme arbejdsopgaver, så kunne der være noget at hente for dem, siger Christian Riewe.   - Men i hvilket omfang, dommen kan udbredes, kræver en meget grundig gennemlæsning af dommen og en sammenligning af arbejdsforholdene andre steder for at vurdere, siger han.   Siemens oplyser i en kommentar på virksomhedens hjemmeside, at man "nu vil gennemgå dommen i detaljer og vurdere, om den skal ankes".   Desuden skriver virksomheden, at den har iværksat et initiativ, som skal "sikre den højeste standard for arbejdsmiljø".   Derudover ønsker Siemens ikke at udtale sig om sagen.     Arbejdsmiljørådgiver: Mange har svigtet i Siemens-sagen Både virksomhed og myndigheder har fejlet i sagen om arbejdsskader hos Siemens, siger arbejdsmiljørådgiver. Sagen om de tre medarbejdere, der er blevet syge af at passe deres arbejde på Siemens' vindmøllefabrik i Aalborg, afslører en række systemfejl.   Det mener arbejdsmiljørådgiver Hans Jørgen Limborg, medejer af konsulentfirmaet TeamArbejdsliv.   - Jeg mener, at man kan pege på en masse systemfejl: Mange har tænkt, at de gjorde, som de skulle. Men i virkeligheden ikke som de burde, fordi der mangler sammenhænge i systemet, siger Hans Jørgen Limborg.   Han peger på systemfejl i tre geledder. Hos virksomheden selv, hos Arbejdstilsynet og hos de instanser, der behandler sager om arbejdsskader.   - Internt i virksomheden synes der at være en manglende sammenhæng mellem den politik og de værdier, de giver udtryk for, og den daglige praksis, som den enkelte værkfører eller medarbejder står med.    - Måske fordi de er presset eller ikke ordentlig instrueret, siger Hans Jørgen Limborg.   Han henviser til, at medarbejderne på gulvet tilsyneladende ikke har været ordentligt instrueret om en forsvarlig måde at arbejde med skadelige kemikalier som epoxy og isocyanater.   - Så har vi Arbejdstilsynet, som udsteder en dispensation, som kan give god mening, hvis virksomheden siger, at man skal have tid til at løse et problem.    - Men Arbejdstilsynet gentager dispensationen i stedet for at følge op på, om virksomheden nu også løser problemet, siger Hans Jørgen Limborg.   Endelig peger han på arbejdsskadesystemet, som han mener har svigtet ved ikke at gribe ind over for den voksende bunke sager om arbejdsskader fra branchen.   - Når man ser så mange sager komme fra samme sted, så mangler der en mekanisme, der siger: Vi må tilbage og se, hvad der er på spil eller bede Arbejdstilsynet om at kigge på det, siger Hans Jørgen Limborg.   Hans Jørgen Limborg håber, at sagen kan føre til, at branchen og myndighederne i fællesskab finder ud af, hvordan man kan forhindre en gentagelse.   - Det, jeg håber, der kommer ud af den her sag, er en erkendelse af, at det danske arbejdsmiljøsystem er meget opbygget i søjler, der ikke taler så meget med hinanden.   - Tidligere var der langt større videndeling mellem systemerne. Den mekanisme har vi ikke længere, siger Hans Jørgen Limborg.   Ifølge Siemens har der fra 2005 til 2015 været 37 medarbejdere, der har fået arbejdsskadeerstatning, efter at de har været udsat for epoxy eller isocyanater.   En aktindsigt, som DR Nyheder har fået hos Arbejdsskadestyrelsen, viser, at antallet af sager om arbejdsskader i perioden er 64. Det tal dækker både over sager, der er blevet anerkendt og har ført til erstatning og sager, der er anerkendt, men som ikke har ført til erstatning.   /ritzau/      

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.