Antallet af indvandrerbørn på skolerne skal begrænses, lyder det fra SF, der vil styrke kampen mod social kontrol af nydanske piger og kvinder. Partiet vil også have sikkerhed for, at alle får den obligatoriske seksualundervisning, skriver Jyllands-Posten.
- Vi vil gøre op med social kontrol og frigøre kvinder i de etniske miljøer, så de får samme rettigheder som alle andre kvinder, siger formand Pia Olsen Dyhr (SF) til avisen.
Integration - det væsentlige
Vi samler alle væsentlige historier om integration på denne tema-side.
Det skal ske med en mere etnisk og socialt blandet folkeskole, end der opleves især i de større byer. Ifølge SF fører for store koncentrationer af tosprogede elever til, at for mange andre fravælger folkeskolen til fordel for privatskoler. SF foreslår, at der maksimalt må være 33 procent tosprogede elever på hver skole.
- Det er vigtigt, at alle forældre fortsat vil sende deres børn i folkeskolen. Nogle skoler i København har 90 procent tosprogede, mens hvert tredje barn er i privatskole. Det skader sammenhængskraften. Med mange flygtninge vil det blive et reelt problem i flere kommuner, siger SF-formanden, der vil flytte børnene med busser i de større byer. SF vil også øge nydanskeres forståelse for køn og kønsroller gennem seksualundervisning. Den er obligatorisk, men mange slipper ifølge SF. - Det er et kæmpeproblem, at vi har koranskoler i Danmark, hvor man ikke har seksualundervisning - så man først oplever det, når man gør det i praksis. Det er et grundelement i det danske samfund, siger Olsen Dyhr til Jyllands-Posten. DF: Folkeskoler skal ikke bruge kræfter på integration Det er ikke skolernes hovedopgave at integrere, og blandt andet derfor er det en dårlig idé at indføre et loft på højst 33 procent tosprogede børn i folkeskolerne, lyder det fra Dansk Folkeparti om et forslag fra SF i Jyllands-Posten. - Den bedste måde at hjælpe børnene på er at give dem en god skolegang, så de kan tage en god uddannelse og derigennem blive integreret. Det vil sætte det frie skolevalg ud af kraft, og det løser ikke opgaverne, for skolerne skal ikke bruge kræfterne på at integrere. Kompetencerne er at undervise, det er det, de er gode til, siger skoleordfører Alex Ahrendtsen (DF). - I Dansk Folkeparti synes vi godt nok, det er en dårlig idé. Man har forsøgt sig med det i USA i 70'erne og England i 80'erne, men er gået bort fra det. Man skal i stedet satse på at give tosprogede elever en god skolegang, uanset hvor mange de er. Er de 90 procent i en skole, skal man stille nøjagtig de samme krav. Mange steder har misforståede hensyn været problemet, siger Alex Ahrendtsen. Ifølge Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, er ideen med at indføre den slags kvoter i teorien god. Men han mener, at det må være op til kommunerne og ikke Folketinget at vedtaget en procentsats for fordelingen af tosprogede børn. Han minder samtidig om, at kommunerne ved indførelsen af kvoter vil fratage gruppen af tosprogede forældre retten til det frie skolevalg. - Det er en begrænsning i forhold til de andre forældre, siger han til Ritzau. /ritzau/