Søren Pind (V) skifter posten som justitsminister ud med jobbet som uddannelses- og forskningsminister i den nye trekløverregering.
Søren Pind må forlade posten, fordi De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, overtager jobbet som justitsminister.
På sin Facebook-side skriver han: Fremtidsminister ... Det bliver spændende.
Ny regering
Vil du vide mere om den nye regering? Få overblikket lige her - og kig også tilbage på tidligere nye regeringer.
At Søren Pind har været glad for sin tid i Justitsministeriet er der ingen tvivl om.
- Jeg har været enormt stolt over at være justitsminister. Jeg har ikke tal på de mange menige politifolk, jeg har talt med. Det har gjort et meget stort indtryk på mig i en svær tid, siger Søren Pind til DR. Ifølge Søren Pind ligger der en "ordentlig bunke politik" og venter på den nye justitsminister, Søren Pape. Fra sherif til fremtidsminister "Der er en ny sherif på vej til byen". Sådan lød det på Facebook fra Søren Pind, da han 28. juni 2015 blev udnævnt som justitsminister. Nu er det forskning og videregående uddannelser, som den 47-årige Venstre-politiker skal prøve kræfter med som uddannelses- og forskningsminister. Søren Pind er født i Herning som søn af tandlæge Torben Pind og fysioterapeut Jytte Pind. Efter at have uddannet sig som jurist blev han valgt ind i Borgerrepræsentationen i København for Venstre. Her opnåede han blandt andet at blive bygge- og teknikborgmester. I 2005 blev Pind valgt ind i Folketinget, og i 2010 blev han minister for udviklingsbistand. I 2011 blev ansvarsområdet udvidet, og Søren Pind blev udnævnt som integrationsminister, samtidig med at han fortsatte som udviklingsminister. Poster, som han varetog frem til regeringens afgang i oktober 2011.
Herefter var han sit partis udenrigsordfører og medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn. Da han vendte tilbage som minister i sommeren 2015, var det med budskabet om at stramme op over for kriminelle.
"Der vil blive slået hårdt, men retfærdigt ned. Barmhjertighed vil også indgå. I nødvendigt omfang," som han skrev på Facebook, da han tiltrådte som justitsminister.
Det blev til en række stramninger, blandt andet af straffen for at bære våben i det offentlige rum.
Beslutningen om en placeringen af en ny politiskole kom dog til at kaste skygger over Pinds virke i Justitsministeriet. 32 kommuner lagde billet ind på at huse skolen, men undervejs i processen blev kravene til skolens placering ændret. Og da det for nylig kom frem, at regeringen peger på Herning som hjemsted for den nye politiskole, udløste det stor utilfredshed i store dele af Venstres bagland.
Men der er fortsat brug for Pinds evner i dansk politik, og fremadrettet hedder banen forskning og uddannelse.
"Fremtidsminister" kalder han sig selv på Facebook.
Pind er en muntert gemyt, der holder af at digte og synge sange.