Stiger over 20 procent på et år: Anmeldelser om vold mod offentligt ansatte stiger kraftigt

Ledelse

07/03/2016 13:28

Nick Allentoft

Særligt specialpædagoger og social- og sundhedsarbejdere bliver udsat for vold på arbejdet, viser nye tal.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Særlig specialpædagoger, social- og sundhedsarbejdere og fængselsbetjente har flere ubehagelige oplevelser på arbejdet. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som blev offentliggjort mandag. 

Samlet set er antallet af ofre for vold mod personer i offentlig tjeneste steget med 21 procent fra 2014 til 2015.

Formanden for paraplyorganisationen FTF, Bente Sorgenfrey, mener at stigningen skyldes, at der er mindre tid til den enkelte borger i den offentlige sektor. 

- Det skaber frustrationer hos kunderne i butikken. Vi ser voldsomme stigninger i vold, og det er dybt problematisk, siger Bente Sorgenfrey. 

Også forbundsformand for fagforeningen Socialpædagogerne, Benny Andersen, peger på manglende ressourcer som en af hovedårsagerne til volden. 

- Vi kan se, at socialpædagoger er alene med udadreagerende borgere, fordi der ikke er nok ressourcer. Så er der stor risiko for at komme skade, mener forbundsformanden. 

2800 personer blev udsat for vold, mens de var på arbejde i det offentlige i 2015. Siden sidste sommer har vold på arbejdspladsen skullet anmeldes til politiet, for at medarbejderen kan få erstatning. 

Det kan være årsagen til en del af stigningen, medgiver Dennis Kristensen, der er formand for fagforeningen FOA.

- Men når vi ser på vores medlemsundersøgelser, så er stigningen den samme, siger formanden, der opfordrer Erstatningsnævnet til igen at ændre praksis. 

- Det er meget grænseoverskridende for en sosumedhjælper at skulle anmelde en dement borger, som ikke selv kan gøre for, hvordan hun reagerer, til politiet, siger han.

Det er ikke kun i år, at mere vold er blevet anmeldt. Fra 2009 er antallet af anmeldelser steget med 42 procent, har tal fra Danmarks Statistik tidligere vist. 

Justitsminister Søren Pind (V) har bebudet en såkaldt respektpakke, som dog endnu ikke er fremlagt. Blandt andet skal straffene for at overtræde paragraf 119 i straffeloven skærpes. 

Paragraffen handler om vold og trusler mod tjenestemænd. I dag kan der gives op til otte års fængsel for overtrædelse af den paragraf.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.