Tesla-biler får alligevel rabat på afgift

Bæredygtighed

19/12/2015 11:46

Nick Allentoft

EU-Kommissionen har sat en stopper for forslaget om at lægge højere afgift på dyre elbiler fra nytår. Det får Dansk Folkeparti til at trække sig fra aftale.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Elbilernes luksusmærke, Tesla, slipper for det markante afgiftstryk, som der ellers var lagt op til.

Den politiske aftale om elbiler, der blev indgået i oktober, skulle have medført, at elbiler allerede fra 1. januar blev pålagt fuld afgift af den del af værdien, der oversteg 800.000 kroner.

Men EU-Kommissionens konkurrencedirektorat mener, at en sådan model er at betragte som statsstøtte til fordel for de billige elbiler og har derfor underkendt den.

Det betyder, at loftet over afgiftsrabatten må udskydes, forklarer skatteminister Karsten Lauritzen (V) på Skatteministeriets hjemmeside. 

- Når vi udskyder loftet, er det for ikke at så tvivl om kernen af en politisk aftale: At sikre ro om rammevilkårene for elbiler.

Hos Dansk Folkeparti er man forundret over den drejning, sagen har taget.

Partiet var med i elbilforliget, men har nu trukket sig fra aftalen, fordi forudsætningerne har ændret sig.

- Det er principielt. Vi synes ikke, at man skal lægge sig ned på ryggen og ændre det med det samme. Også fordi vi forstår, at embedsmænd i Skatteministeriet er uenige med kommissionen, siger skatteordfører Dennis Flydtkjær til Politiken.

Selv om Dansk Folkeparti altså ikke vil stemme for forslaget, er der fortsat et spinkelt flertal bestående af Socialdemokraterne og De Radikale, som bakker regeringen op.

Hos Socialdemokraterne ærgrer skatteordfører Jesper Petersen sig dog over, at det ikke er muligt at indføre den oprindelige model. 

- Men vi har kunnet finde en løsning her i 11. time, og aftalen kommer igennem Folketinget. Hvis vi havde gjort som Dansk Folkeparti og fralagt os ansvaret i den her situation, så ville der have været fuld afgift på elbiler 1. januar, siger Jesper Petersen til Ritzau.

I Dansk Elbil Alliance er branchechef Lærke Flader tilfreds med, at Tesla-bilerne ikke bliver så dyre som forventet. 

- Vi skal glæde os over, at loftet fjernes. Men en Tasla-bil bliver stadig beskattet hårdt. Den får omkring nogle hundrede tusinde kroner oveni fra nytår, siger hun til Ritzau.

Helst havde Dansk Elbil Alliance set, at afgifterne først var indført om nogle år. 

- Danmark er det første land, der for alvor indfører afgifter på elbiler. Det sender nogle forkerte signaler, fordi vi er et af de lande, der satser meget på vedvarende energi.

- Vi er helt enige i, at elbilerne skal belægges med afgifter, men det er for tidligt. Selv i Norge, som har mange elbiler, har man valgt afgiftsfritagelse indtil 2020, siger Lærke Flader til Ritzau.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.