Togene går i stykker og kunderne flygter fra DSB

Infrastruktur

05/12/2016 07:56

Nick Allentoft

Forsinkelser, nedbrud, slidte skinner og grænsekontrol koster DSB flerdoblede udbetalinger af erstatning.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

DSB er ramt af massive problemer.

Tog er forsinkede eller bryder sammen, skinner er nedslidte, og signaler er ældgamle. Og så er der grænsekontrollen.

Modgangen betyder, at udbetalingerne af erstatning til DSB's kunder er femdoblet fra lidt over fire millioner kroner i 2015 til over 20 millioner kroner i 2016. Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge DSB's administrerende direktør, Flemming Jensen, er det samtlige togtyper, der ofte går i stykker eller bryder sammen.

Det skandaleramte IC4-tog kørte sidste år i september 8800 kilometer i gennemsnit, inden det gik i stykker. 

I september i år kom toget i gennemsnit ud for en såkaldt hændelse efter 3503 kilometer, skriver Jyllands-Posten.

Også IC3-togene kører færre kilometer, før de må på værksted.

Ifølge avisen er problemerne en del af forklaringen på, at DSB har solgt næsten to millioner færre rejser på ni måneder.

I DSB's kontrakt med staten fremgår det, at 81,8 procent af togene skal være fremme med mindre end tre minutters forsinkelse.

Hidtil har 74,3 procent af regional- og fjerntogene været rettidige i år. Det er et fald i forhold til 2015, hvor 78,5 procent af togene kørte til tiden.

- Der er ingen tvivl om, at 2016 har været utilfredsstillende i forhold til vores rettidighed, siger administrerende direktør Flemming Jensen til Jyllands-Posten.

- Derfor har vi sat en grundig analyse i gang, og vi vil bruge 100 millioner kroner på at ansætte ekstra 150-200 medarbejdere på vores værksteder for at øge driftsstabiliteten, siger han.

Han mener, at over halvdelen af forsinkelserne skyldes problemer med skinnerne, signalfejl og andre forhold, som DSB ikke er herre over.

Derved spiller han bolden videre til Banedanmark, der netop varetager jernbanenettet.

Trafikdirektør i Banedanmark, Peter Svendsen, erkender, at en del af skylden for forsinkelserne altid vil kunne placeres her.

- Vi bidrager til et sted mellem otte til ti procentpoint af forsinkelserne, siger han.

Det skyldes blandt andet forsinket sporarbejde og de såkaldte sikringsfejl, der blandt andet dækker signal- og sporskifteproblemer.

Han er dog ikke enig i, at skinnerne rundt om i Danmark er nedslidte.

- De er faktisk i pæn stand. I øjeblikket ligger vi på historisk set på et meget lavt antal hastighedsnedsættelser i forhold til, hvad vi har gjort for år tilbage, fortæller han.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.