Tysk anklagemyndighed rejser tiltale mod dansk imam

Politik

25/02/2015 08:42

Nick Allentoft

En imam fra Grimhøjmoskeen i Aarhus bliver i Tyskland tiltalt for at drive hetz mod befolkningsgruppe.

Den tyske anklagemyndighed rejser nu tiltale mod en dansk imam og har bedt Retten i Berlin om at indlede en retssag.

Det drejer sig om imam Abu Bilal Ismail fra Grimhøjmoskeen i Aarhus, oplyser TV 2 News.

Imamen bad under en prædiken i en tysk moské i Berlin sidste sommer Gud om at "ødelægge alle de zionistiske jøder".

- Tæl dem og dræb dem hver og én. Skån ingen af dem. Få dem til at lide forfærdeligt, sagde imamen blandt andet under fredagsbønnen i juli måned sidste år under sit besøg i Berlin, skriver TV2.

Anklagemyndigheden mener, at Abu Bilal Ismail overtræder tysk lovgivning om "Volksverhetzung", som kan oversættes til hetz mod en bestemt befolkningsgruppe på grund af nationalitet, race, religion eller etnicitet.

Imamen fra Grimhøjmoskeen er også blevet politianmeldt herhjemme for sin prædiken i den tyske moské. Men Østjyllands Politi siger til TV 2, at hvis der bliver rejst sag i Tyskland, vil man sandsynligvis frafalde sigtelsen i sagen herhjemme.

En repræsentant for Grimhøjmoskeen oplyser, at moskeen ikke har hørt fra de tyske myndigheder - og at man i øvrigt stadig ikke mener, at imamen har sagt noget forkert.

- Det var ikke en generel opfordring til at slå alle jøder ihjel. Det var udtalelser, der faldt midt under de hårde kampe i Gaza i sommer og var en bøn om Guds hjælp mod de zionistiske jøder, siger talsmanden for Grimhøjmoskeen, Oussama el-Saadi, til TV2.

Det er en gentagelse af imam Abu Bilal Ismaels egen forklaring kort efter udtalelserne i Berlin. Han fastholdt dengang, at han ikke opfordrede til drab på alle jøder.

- Jeg mener ikke, at det er alle jøder, der skal dø. Det er kun jøder, der har dræbt befolkningen i Gaza. Jeg har bedt Gud om at ødelægge de jøder, der dræber os, sagde imamen dengang til tv-stationen.

Domstolen i Berlin skal nu afgøre, om den vil følge anklagemyndighedens opfordring til at føre sag mod den danske imam.

Straframmen i Tyskland for "Volksverhetzung" er op til fem års fængsel.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce