Carsten Koch har siddet for bordenden i udvalgsarbejde.

Udvalg: Sæt kontanthjælpen ned og få flere i praktik

Velfærd

17/03/2015 08:48

Nick Allentoft

Carsten Koch-udvalget foreslår økonomisk bonus, hvis kontanthjælpsmodtagere er i praktik eller nyttejob. SF ryster på hovedet, V er kritiske, mens LA støtter ide om at beskære kontanthjælpen, mener Liberal Alliance, og DF vil have firmaerne til lommerne.

110 kroner om måneden. Så meget står kontanthjælpsmodtagere over 30 år til at miste, hvis et nyt forslag bliver gennemført, skriver Avisen.dk. Forslaget er et ud af flere fortroligt stemplede forslag, som Avisen.dk har fået adgang til. Bag forslaget står Carsten Koch-udvalget, en gruppe eksperter anført af økonom og tidligere minister Carsten Koch. Gruppen er nedsat af regeringen og fremlægger tirsdag sine forslag til at få flere svage ledige i job.

Når eksperterne vil barbere 110 kroner af kontanthjælpen om måneden, er det for at skaffe penge til et andet tiltag. Eksperterne vil belønne de kontanthjælpsmodtagere, som er i praktik i virksomheder eller udfører nyttejob. De skal have 250 kroner ekstra om ugen for deres arbejde. Eksperterne forklarer i rapporten, at mange ledige i praktik eller nyttejob føler, at de er gratis arbejdskraft og mangler motivation. En bonus i form af 250 kroner ekstra om ugen "vil styrke motivationen". Et synspunkt som to ud af tre medarbejdere i jobcentrene ifølge rapporten bakker op om.

I SF ryster man på hovedet af eksperternes forslag.

- Det er urimeligt. Det kan ikke være meningen, at kontanthjælpsmodtagere, som i forvejen får et ret lavt beløb, skal gå ned i ydelse på grund af det her tiltag, siger Eigil Andersen, arbejdsmarkedsordfører for SF, til Avisen.dk.

I Venstre glæder arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen sig over, at eksperterne vil bruge økonomiske gulerødder og pisk for at få flere i gang.

- Det er godt, at Carsten Koch-udvalget med sit forslag anerkender, at man skal gøre brug af økonomiske incitamenter, når man ønsker at få flere mennesker i arbejde, siger Hans Andersen til Avisen.dk.

Selve forslaget bryder han sig imidlertid ikke om.

- Forslaget gør det ikke mere attraktivt at komme i ordinært arbejde. Det må være målet og ikke kun, at flere kommer i virksomhedspraktik eller nyttejob, mener Hans Andersen.

LA og DF positive   Liberal Alliance støtter, at Carsten Koch-udvalget vil sænke kontanthjælpen for folk i passivitet, men vil bruge flere penge til folk på kontanthjælp, som er i nyttejob eller i praktik i virksomheder.

Det siger partiets arbejdsmarkedsordfører, Joachim B. Olsen.

- Det er rigtig godt, at Carsten Koch-udvalget i det mindste tør at sige, at kontanthjælpen skal sættes ned. Det skal de have ros for. Det er helt rigtigt, at vi kan få mere ud af nogle af de penge, som i dag går til kontanthjælp, hvis vi bruger pengene til at belønne og motivere de personer, der går i praktik eller udfører nyttejob, siger Joachim B. Olsen i en skriftlig kommentar.

Dansk Folkeparti er enige i at give en gulerod til folk i nyttejob eller praktik, siger arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted.

- Det er fair, at de, der er i praktik, skal have en gulerod, da de har udgifter. Men man kan spørge, om arbejdsgiverne ikke skal betale lidt. De har trods alt gratis arbejdskraft i den periode, siger Bent Bøgsted til Ritzau.

Cheføkonom Mads Lundby Hansen i den liberale tænketank Cepos, kalder det positivt, at "udvalget gør noget ved incitamentsproblemerne i kontanthjælpssystemet".

- Gevinsten ved at tage et lavtlønsjob er i mange tilfælde lav og en løsning på det problem kan være at sænke kontanthjælpen, som Koch-udvalget lægger op til, siger han og håber, at der er tale om første skridt på vejen til en større kontanthjælpsreform.

Eksperterne anført af den forhenværende socialdemokratiske skatteminister Carsten Koch præsenterer deres forslag klokken 10.30 tirsdag.

  FAKTA: Det er Carsten Koch-udvalgets opgave

Regeringen nedsatte i februar 2013 en ekspertgruppe, der fik til opgave at kulegrave beskæftigelsesindsatsen, som samfundet hvert år bruger omkring seks milliarder kroner på.

I kommissoriet fremhæver regeringen, at den ønsker "en effektiv aktiv beskæftigelsesindsats, som tager udgangspunkt i den enkelte ledige", der skal rustes bedre til at blive varigt inkluderet på arbejdsmarkedet.

* Ekspertgruppen har været suppleret af en såkaldt partsgruppe med arbejdsmarkedets parter, og den skal besvare tre spørgsmål:

* Hvordan sikres en beskæftigelsesindsats, der hjælper de ledige hurtigst muligt i varig beskæftigelse?

* Hvordan sikres en meningsfuld beskæftigelsesindsats, der tager udgangspunkt i den enkelte lediges behov - uden at svække princippet om, at ledige skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet?

* Hvordan kan samarbejdet mellem virksomheder og jobcentre styrkes, herunder hvordan sikres et optimalt jobmatch, for eksempel så virksomhederne får den mest kvalificerede arbejdskraft, og ledige kommer i varig beskæftigelse?

* Ekspertgruppen afleverede i februar 2014 sin første rapport med 39 anbefalinger til en ny og mere individuel indsats for ledige på dagpenge.

* Dens anden rapport om ledige på kontanthjælp fremlægges tirsdag formiddag på et pressemøde, som beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) og de fire medlemmer af ekspertgruppen deltager i. 

* Gruppens formand er den forhenværende socialdemokratiske skatte- og sundhedsminister Carsten Koch (S).

* Den tæller også de to økonomiprofessorer Michael Rosholm fra Aarhus Universitet og Per Kongshøj Madsen fra Aalborg Universitet, som er formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, samt beskæftigelseschef Vibeke Jensen fra Aarhus Kommune.

(Kilde: Beskæftigelsesministeriet)

/ritzau/

Mest Læste

Annonce