Undersøgelse: Digitale krænkelser er hverdag for unge

Velfærd

25/01/2018 08:57

Nick Allentoft

Omfanget af digitale krænkelser hos unge mellem 13 og 17 år er dybt bekymrende, mener Red Barnet.

Rundt omkring i landet har unge oplevet at få spredt rygter om deres sexliv på nettet, få delt nøgenbilleder eller modtaget uønskede seksuelle beskeder og billeder.

Det viser en ny undersøgelse blandt 915 unge i alderen 13 til 17 år, som Red Barnet har foretaget.

Omfanget af krænkelserne bekymrer Lina Sjögren, der er psykolog hos Red Barnet.

- Digitale sexkrænkelser er blevet en nærmest naturlig og forventelig del af mange unges liv på nettet. Det er dybt bekymrende, siger Lina Sjögren i en pressemeddelelse.

Hver 20. svarer, at de har fået delt et intim- eller nøgenbillede uden deres tilladelse.

Ligeså mange har prøvet, at nogen har brugt seksuelle billeder af dem til at true eller afpresse dem med.

- Samtidig er meget alvorlige krænkelser som for eksempel at få delt et intimt billede blevet så udbredt ifølge undersøgelsen, at det svarer til, at der sidder mindst én i hver udskolingsklasse, som har oplevet det inden for det seneste år.

- Det skylder vi de unge at få ændret på hurtigst muligt. Vi ved jo, hvor store konsekvenser det kan få både socialt, psykisk og fagligt at bliver udstillet på nettet, siger Lina Sjøgren.

Undersøgelsen, der dog ikke er repræsentativ, bygger på resultater fra en spørgeskemaundersøgelse blandt 915 unge i alderen 13 til 17 år.

Derudover bygger den på fokusgruppeinterviews med 29 ung og med otte lærere samt fem interviews med fagfolk. 15 skoler over hele landet har medvirket.

24 procent af de unge har oplevet, at der bliver spredt rygter om deres seksuelle adfærd på nettet.

Flere unge har også prøvet at få sendt uønskede seksuelle beskeder eller billeder. 27 procent af pigerne og 14 procent af drengene. Kønsforskellen bekymrer Lina Sjögren.

- Seksualiseringen af deres krop og udseende påvirker de unge piger. Det er vigtigt at få lov at udvikle sin identitet ud fra forskellige evner og egenskaber i stedet for at blive målt og vejet som et seksuelt objekt, siger hun.

Der er den seneste tid kommet mere fokus på digitale krænkelser. I midten af januar meldte Rigspolitiet ud, at flere end 1000 unge over hele landet vil blive sigtet for distribution af børneporno.

De mange unge er mistænkt for at have delt to videosekvenser og et billede på Facebooks chatplatform, Messenger, med seksuelt indhold.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce