Unge trækker sig fra debatter på sociale medier

Velfærd

08/01/2016 08:58

Nick Allentoft

Flere end halvdelen af danske unge holder sig fra at debattere på de sociale medier på grund af risikoen for hadefulde kommentarer, skriver metroxpress.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det viser en ny undersøgelse lavet af Epinion for interesseorganisationen Dansk Ungdoms Fællesråd. Ifølge undersøgelsen svarer hele 56,5 procent af danske unge mellem 16 og 26 år, at den hårde tone får dem til at gemme tastaturet væk og holde deres meninger for sig selv.

En af dem er 16-årige Petrine Eriksen fra Rødovre. Hun er vant til, at mange ting foregår på sociale medier, men hun deltager aldrig i debatter på for eksempel Facebook:

»Jeg har set, at det er gået galt for de personer, der blander sig. Det gider jeg ikke risikere,« fortæller hun.

Petrine Eriksen har aldrig selv oplevet, at folk har skrevet hadefulde kommentarer til hende, men hun oplever tit, at folk bliver mere frygtløse, når de kommenterer på sociale medier.

»Det er ikke rigtige debatter. Det er konflikter, hvor folk kan skrive, hvad de vil. Selvfølgelig skal man forvente, at man får kommentarer, men jeg oplever, at du kan være ret sikker på, at der kommer hadefulde kommentarer,« siger hun.

I stedet holder Petrine Eriksen sig til at debattere med folk ansigt til ansigt: »Hvis det er et vigtigt emne, så ville jeg have det bedre med at debattere med folk i virkeligheden.«

Den høje andel af de unge, der melder dig ud af debatten, kommer ikke bag på formanden for Dansk Ungdoms Fællesråd, Kasper Sand Kjær.

»Jeg er desværre ikke overrasket. Jeg oplever selv, at tonen er for hård. Saglige diskussioner på de sociale medier ender ofte med, at debattørerne står i hvert sit ringhjørne,« siger han.

Ifølge formanden er det et problem, at så stor en del af de unge melder sig helt ud, fordi en stor del af den demokratiske debat i dag foregår på sociale medier.

»Hver ny generation skal lære demokratiet og selv finde vejen ind i debatten. Jeg tør ikke gætte på, hvad det kommer til at betyde for demokratiet, at tonen er så hård, at folk helt melder sig ud,« siger Kasper Sand Kjær.

Han opfordrer derfor politikere og medier til at flytte debatten væk fra de sociale medier.

»Den store løsning er, at vi erkender, at vi skal kommunikere med hinanden på en ordentlig måde. Og at vi ikke giver sociale medier så meget magt i den offentlige debat.«

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.