Lars Løkke Rasmussen, Venstres formand.
Lars Løkke Rasmussen, Venstres formand.

V fastholder udlændingeudspil trods kritik

Politik

08/8/14 5:27

Nick Allentoft

Et enkelt folketingsmedlem gjorde indsigelse, da Venstre fremlagde sin udlændingepolitik fredag. Det er prisen for at komme med nye idéer, siger Lars Løkke.

Trods intern utilfredshed i Venstres folketingsgruppe kunne formand Lars Løkke Rasmussen fredag fremlægge partiets nye udlændingeudspil på et pressemøde under partiets sommergruppemøde i Maribo.

Med fasthed i stemmen og kun kortvarigt afbrudt af motorlarmen fra en lokal knallertbølle forklarede den tidligere statsminister, hvorfor hans parti mener, at det skal være lettere for udlændinge fra udvalgte lande at få ophold i Danmark.

- Det er ingen tvivl om, at det er lettere at integrere folk, der er vokset op i lande, der minder om vores eget. Det er lettere at integrere folk fra Sverige end folk fra Uganda, lød det fra Venstre-formanden.

Konkret foreslår partiet, at en konjunkturbestemt kvote af indvandrere fra lande, hvor der er visumfri indrejse til Danmark, og som er højt placeret på FN's Human Development Index, skal kunne få ophold i Danmark, hvis de har et job med en årsløn på mindst 215.000 kroner.

Udlændinge fra andre lande skal derimod tjene 400.000 kroner om året for at få adgang.

Denne differentiering har den seneste tid givet anledning til intern kritik fra blandt andre folketingsmedlemmerne Eyvind Vesselbo, Eva Kjer Hansen og Birthe Rønn Hornbech.

Vesselbo var dog den eneste, der på sommergruppemødet gjorde formel indsigelse mod den nye udlændingepolitik.

- Her signalerer man, at der er nogle, vi mindre vil have kommer til Danmark, og omvendt. Det er et problem for mig som menneske, for det behøver ikke at være så firkantet, forklarede Vesselbo til Ritzau. 

Samtidig nedtoner han dog dramatikken i modstanden. 

- Jeg respekterer gruppens udspil, understregede han.

Lars Løkke Rasmussen hæftede sig ved, at Vesselbo ikke genopstiller ved næste valg.

- Alle dem, der går til valg for Venstre næste gang, står bag det her oplæg. Det er dette udspil, vi går til valg på. Man kan ikke røre ved dette tema, uden at der opstår debat. Når I roder rundt i vores bagland, så vil I sikkert også finde nogen, der siger, at 215.000 kroner er for lidt, og nogle, der siger noget andet, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Han mener, at den interne kritik er "prisen for at komme med nye idéer".

Debatten om partiets udlændingepolitik tog fart, da politisk ordfører Inger Støjberg for halvanden uge siden i en kronik i Berlingske annoncerede, at der skulle stilles forskellige krav, "alt efter, om det er en kristen amerikaner eller svensker og en muslimsk somalier eller pakistaner, der kommer hertil."

Fredag gjorde Lars Løkke Rasmussen dog et stort nummer ud af at understrege, at det ikke er indvandrernes religiøse overbevisning, der skal afgøre, hvilke krav der stilles.

- Det er ikke at religionsdiskriminere, for det går vi ikke ind for, lød det fra formanden, som roste sin ordfører for at starte debatten.

- Så er der muligvis røget nogle finker af panden, konstaterede formanden, som ikke ønskede at identificere "specifikke finker", men samtidig mener, at Støjberg er blevet misforstået.

- Inger er blevet tillagt nogle synspunkter, som jeg ved positivt, at Inger ikke har, konstaterede han.

/ritzau/

Annonce