V og EL: Kontanthjælpsreform er ikke effektiv nok

Politik

28/08/2014 12:04

Nick Allentoft

Flere unge er gået fra kontanthjælp til job eller studie, men reform virker stadig ikke godt nok, lyder det.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Kontanthjælpsreformen skulle skaffe unge under 30 år arbejde eller uddannelse, og den mission er godt i gang med at lykkes, mener beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

Men den udlægning deles ikke af Enhedslisten og Venstre, som ikke er imponeret af de første tal for reformens effekt.

Reformen trådte i kraft ved nytår, og tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at 8,98 procent af kontanthjælpsmodtagerne under 30 år fandt et job i årets første tre måneder. Det er en fremgang på 11 procent i forhold til første kvartal 2013.

I samme periode er andelen, der starter på en uddannelse, steget fra 12,69 procent til 15,46 procent, svarende til en fremgang på 22 procent. 

Den udvikling imponerer ikke Venstres arbejdsmarkedsordfører, Hans Andersen, som vil kalde ministeren i samråd.

- Det er et skridt i den rigtige retning, men det er ikke stort nok. Jeg mener, vi skulle have talt om en fordobling. Vi har de redskaber, der skal til, men spørgsmålet er, om kommunerne bruger dem, siger han til Ritzau. 

Reformen betyder blandt andet, at kontanthjælpsydelsen for uuddannede unge under 30 er blevet erstattet af uddannelsesydelsen, der er på niveau med SU'en.

Enhedslisten stemte imod reformen, og arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl er ikke blevet omvendt af de første resultater. 

- Hvis det er med det her tempo, så varer det godt nok mange år, før de unge er kommet væk fra kontanthjælpen. Det har vi ikke tålmodighed til i Enhedslisten, siger han til DR Nyheder.

Ikke desto mindre fastholder Socialdemokraternes socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, at reformen er en succes.

- Jeg vil gerne bede både Venstre og Enhedslisten pege på bare et redskab, der er mere effektivt. Det kan de jo fremlægge på et samråd. Mig bekendt er det ikke lykkedes før at knække kurven på den her måde, konstaterer hun over for Ritzau.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.