Loftlifte, som bærer dig ud af sengen. Vasketoiletter, der skyller dig. Og spiserobotter, som hjælper dig med at spise.
Det er nogle af de velfærdsteknologier, som har sparet landets kommuner for 521 millioner kroner fra 2014 til 2016. Det viser en måling af det fælles kommunale program for velfærdsteknologi, som Kommunernes Landsforening står bag.
For de ansatte, som arbejder med ældre og handicappede borgere, har de moderne teknologier betydet, at flere borgere kan støttes med det samme antal hænder. Sådan kan flere plejeopgaver nå at blive løst.
Og det er godt, mener Henning Langberg, der er professor i folkesundhed ved Københavns Universitet og direktør i Copenhagen Healthtech Cluster, som hjælper kommuner med teknologiske løsninger på sundhedsområdet.
- Man ser nogle gange, at der males et skræmmebillede af, at velfærdsteknologi er en spareøvelse.
- Heldigvis oplever jeg, at kommunerne opfatter det som en mulighed for at håndtere flere borgere for den samme mængde penge, siger han.
Foruden de økonomiske gevinster oplever størstedelen, eller 63 procent, af de ansatte, som arbejder med ældre og handicappede borgere, at teknologierne giver et bedre arbejdsmiljø.
Med en loftlift kan én ansat nu støtte en borger i at komme i eller ud af sengen, mens der før skulle to ansatte til.
Og det er ligeledes til glæde for borgeren, som får en større tryghed og kvalitet samt komfortabel og skånsom støtte, mener 54 procent af de ansatte, som arbejder med teknologierne.
I Assens Kommune er en lang række af de nye velfærdsteknologier blevet taget i brug. Det er vigtigt at lave en vurdering for den enkelte borger, når en teknologi skal indføres, mener velfærdskonsulent Christina Bomholt Rasmussen.
- Der er brug for et bedre match mellem borgeren og teknologien.
- Er der modstand mod et projekt bare et enkelt sted, så kan det påvirke succesgraden af implementeringen, siger hun.
Det fælles kommunale program for udbredelse af velfærdsteknologi blev formuleret og aftalt i økonomiaftalen for 2014 mellem regeringen og kommunerne.
Økonomiske gevinster ved velfærdsteknologiLandets kommuner har samlet set sparet 521 millioner kroner ved at implementere forskellige velfærdsteknologier i arbejdet med handicappede og ældre borgere.
Her er overblikket over, hvor mange penge de enkelte teknologier har sparet kommunerne i årene 2014 til 2016.
* Forflytningsteknologi: 332 millioner kroner.
* Vasketoiletter: 114 millioner kroner.
* Bedre brug af hjælpemidler: 74 millioner kroner.
* Spiserobotter: 1 million kroner.
Kilder: Kommunernes Landsforening, Slutmåling - Det fælleskommunale program for udbredelse af velfærdsteknologi 2014-2016.
/ritzau/