Vismænd: Der er råd til skattelettelser for milliarder

Velfærd

30/05/2017 13:20

Nick Allentoft

Vismændene har beregnet, at der er luft i statsbudgettet til at bruge 22 milliarder kroner mere hvert år.

Statens finanser er i endnu bedre form, end de længe har været.

Faktisk er de så gode, at der årligt er råd til at bruge 22 milliarder kroner mere på offentlig forbrug eller skattelettelser uden at sætte økonomien over styr.

Det konstaterer Det Økonomiske Råds formandskab - i daglig tale vismændene - i sin nyeste rapport, der er udkommet tirsdag.

Dermed er de økonomiske argumenter for at gennemføre yderligere reformer, som skaffer større økonomisk råderum, blevet markant svagere. 

De samme beregninger viser desuden, at den såkaldte hængekøjeudfordring ikke længere er en reel trussel mod statsfinanserne.

Det så ellers tidligere ud til, at overgangen fra store til små årgange på arbejdsmarkedet ville give problemer i perioden fra 2030 til 2050.

Men ifølge vismændenes tal vil den offentlige saldo i den periode højst få et årligt underskud på 0,2 procent, når det står værst til.

Det er en klar forbedring i forhold til tidligere prognoser og inden for den ramme på minus 0,5 procent, som budgetloven tillader.

Da vismændene for et halvt år siden beregnede den økonomiske holdbarhed af statens finanser, nåede man frem til en overholdbarhed på 10 milliarder årligt.

Forskellen på dengang og nu er blandt andet, at den private opsparing er vokset.

Samtidig har den nye boligskatteaftale udsigt til på sigt at styrke den offentlige saldo, ligesom en ny befolkningsfremskrivning også trækker den rigtige vej.

Vismændene understreger dog, at beregningerne er omfattet af en vis usikkerhed.

Både fordi det bygger på nogle forudsætninger, som måske ikke holder stik, men også fordi man ikke kan tage højde for fremtidige regeringers prioriteringer.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.