Alle vinder, når højtuddannede udlændinge kommer hertil og arbejder. Derfor bør man sørge for at gøre det mere attraktivt for dem at søge til Danmark for at arbejde, konkluderer vismændene tirsdag i en ny rapport.
Blandt de konkrete forslag er at droppe topskatten for udlændinge i de første fem år, hvor de bor her. Det viser sig nemlig, at højtuddannede udlændinge, der kun er her midlertidigt, slet ikke gør brug af mange de offentlige servicetilbud, som skatterne er med til at finansiere.
- Det høje danske skattetryk kan dermed i mindre grad retfærdiggøres for udlændinge, der arbejder i Danmark, end for indfødte, der permanent bor her, hedder det i rapporten.
Vismændene anbefaler desuden, at man sænker grænsen for, hvornår udlændingene kan få arbejdstilladelse. Lige nu kræver det en årsindkomst på 408.800 kroner. Internationale undersøgelser viser nemlig, at der også er gevinster ved udenlandsk arbejdskraft i mellemindkomstgrupper.
Til gengæld foreslår vismændene, at man strammer op over for de mange udenlandske studerende, der kommer til landet. Meget få af dem bliver her efter endt uddannelse, og så får vi ikke meget ud af den investering. En løsning på problemet kunne være at øge udlændinges egenbetaling for uddannelsen, samtidig med at man indfører et ekstra beskæftigelsesfradrag, som blev udløst efter endt uddannelse.
I praksis kunne det foregå på den måde, at den udenlandske studerende kunne låne til egenbetalingen af staten undervejs i uddannelsen og siden ville kunne afdrage på lånet med skatteværdien af det særlige fradrag.
Erhvervsliv har job klar til flere højtuddannede udlændinge
I erhvervsorganisationerne Dansk Erhverv og Dansk Byggeri er man begejstrede for, at vismændene i Det Økonomiske Råd anbefaler at lokke flere højtuddannede udlændinge til Danmark for at arbejde. - Der er meget klar dokumentation for, at udenlandsk arbejdskraft bidrager til vækst og velstand i en lille åben økonomi som den danske, siger administrerende direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri. - Så langt øjet rækker, er der plads til og brug for både indenlandsk og udenlandsk arbejdskraft. Det gælder ikke mindst i byggeriet, siger han i en skriftlig kommentar. Underdirektør Geert Laier Christensen fra Dansk Erhverv er enig. - Det er fornuftige forslag, som vil medvirke til at skabe mere vækst og fremgang i Danmark. Det vil være rigtig godt på eksempelvis it området, hvor man oplever mangel på kvalificeret arbejdskraft, siger Geert Laier Christensen. Hos arbejdsgiverne i DA siger administrerende direktør Jacob Holbraad, at vismændenes rapport bør give stof til eftertanke hos politikerne på Christiansborg: - Vi befinder os lige nu i en tid, hvor et politisk flertal udenom regeringen vælger at gøre det sværere og sværere at tiltrække dygtige og højt kvalificerede udlændinge til Danmark. I løbet af det seneste år har et flertal i Folketinget valgt at stramme den såkaldte beløbsordning ikke én, men to gange. Og det til trods for, at udlændinge på beløbsordningen er en entydigt god forretning for Danmark. Formandskabet i Det Økonomiske Råd - i daglig tale vismændene - understreger også, at det ikke er alle udlændinge, der bidrager positivt til økonomien. Der er således ikke overbevisende argumenter for at give arbejdstilladelse til én, som forhindrer en indfødt dansker i at få arbejde. Det gør sig typisk gældende for lavindkomstjobs og rammer ufaglærte. /ritzau/