Campference satte Twitter-rekord

Velfærd

12/05/2016 09:49

Professionshøjskolen Absalon

Der var Twitter-rekord og diskussioner så taget næsten lettede, da 70 skolefolk diskuterede "Digitale Kulturer og dannelse" i Roskilde i en ny engageret konferenceform.

Tirsdag den 10. maj indledte UCSJ en helt ny konferenceform - en såkaldt ”campference” under overskriften ”Digitale Kulturer og dannelse”. Deltagerne var hovedpersonerne på konferencen og alle var forpligtet til at engagere sig i workshops under forskellige temaer. Når man er med, skal man levere et output, som typisk er noget, som man selv – eller andre – kan blive klogere af – eksempelvis et oplæg, et manifest, en blog, en handlingsplan, en storify eller en webside.

Følge på nettet
Det var muligt at følge konferencen både i Roskilde og resten af Verden ved at anvende hashtag #digikonf, og det resulterede i, at det ved starten af konferencen klokken 10 var det mest anvendte hashtag på Twitter i Danmark, hvilket overraskede Ove Christensen, der er projektleder for UCSJ i projektet.

UCSJ University College Sjælland

Professionshøjskolen Absalon hed tidligere University College Sjælland. Skolen er redaktør for eget indhold på DenOffentlige, og deler viden om uddannelse, herunder bl.a digital læring.

Læs mere mere fra Absalon her

- Det er ret vildt, at vi kunne overgå alle andre hashtags i hele Danmark, og det er et flot manifest, fordi skoleverdenen er bagud med brug af Twitter i Danmark i forhold til mange andre lande, siger projektlederen.

Campference er bygget på de bedste elementer fra konferencer og EdCamps – måske især sidstnævnte, der kræver en høj grad af involvering – og dermed personlig udvikling.

Forskellige eksperter eller entusiaster er typisk tovholderne i de enkelte workshops. I en af de mange workshops gav to folkeskole-elever fra Klostermarkskolen i Roskilde eksempelvis et oplæg om, hvordan Twitter er blevet det samlende værktøj for kommunikationen og samarbejdet i deres skoleklasse.

Større engagement
Efter åbningen i auditoriet med fælles oplæg, tog diskussionerne hurtigt tog fart i de fire gruppelokaler. Alle deltog med deres input, deres erfaringer, deres holdninger. En god måde at stille skarpt på alle vinkler af temaet – og dele de samlede erfaringer.

I en af de mange workshops blev det eksempelvis diskuteret, hvor mange digitale platforme, man kan overskue at fodre med indhold som lærer, og hvornår man skal bruge den ene platform frem for den anden.

Under temaet om brugen af sociale medier udviste mange deltagere usikkerhed for, hvordan de kan bruge Facebook og andre medier i kommunikation med forældre og elever, når Facebook samtidig bruges til at eksponere privatlivet. En udfordring, der er svær at løse konkret.

Fjernundervisning uden social kontakt
I en anden workshop var et af de store emner, hvordan man kan modtage læring, når underviseren ikke er fysisk til stede. Erfaringer fra eksempelvis Sverige viser, at man godt kan undervise på afstand, men mange påpegede, at deres erfaring er, at fjernundervisning fungerer bedst, hvis der er et fysisk socialt element med. Underviseren kan godt være på afstand, men så er det vigtigt, at eleverne har et mødested, hvor de kan samarbejde om læringen.

De mest engagerede Konferencen var initieret på Twitterhashtagget #skolechat, der typisk anvendes af engagerede undervisere, der også vælger at bruge en dag på at møde hinanden og diskutere de ting, som de også deler online. Det engagement er med til at løfte en campference som denne, vurderer arrangøren Ove Christensen, der er adjunkt i Center for skole og læring på UCSJ og den flittigste aktør på #skolechat:

- Når et arrangement initieres på #skolechat, så er der stor sandsynlighed for at det bliver med deltagelse af mange mennesker, der er ekstremt engageret i deres arbejde - og engageret i at undersøge, hvad der skaber læring. Jeg kunne godt ønske mig at endnu flere kom med, så vores vidensdeling når endnu længere ud, siger Ove Christensen, der oplyser, at Twitter regnes for at være det bedste sociale medie, når det gælder om at skabe læring, og han venter en stor vækst i brugen af Twitter i sektoren i de kommende år.

Ove Christensen har tidligere arrangeret mindre lignende konferencer i snævre græsrodsfora under navnet ”Edcamps”, som han også har haft positive erfaringer med, fordi deltagerne involveres på samme måde.

Al forskning om læring viser, at man lærer mest ved selv at bidrage, så det er et oplagt udgangspunkt for at lave en spændende konference, hvor deltagerne kan huske det, som de har arbejdet med.
Ove Christensen er overbevist om, at denne type af konferencer vil komme i vækst som følge af det netværksbaserede samfund, hvor forandring vokser nedefra. Antallet af aktive på #skolechat er i vækst, og selv om skolelærere ikke har været de hurtigste til at tage Twitter i brug, så tror han på, at væksten kommer til at tage fart i de kommende år.

- Den britiske læringsekspert Jane Hart har for syvende år i træk udnævnt Twitter til at være det bedste medie for uddannelsesfolk, og i udlandet er Twitter kæmpestort. Derfor er det kun et spørgsmål om tid, før det tager fart i Danmark. Vi planlægger at gentage konferencen næste år og måske finde på flere emner, der egner sig til at lave en campference, siger han.

Mere info:

Program for konferencen kan ses her: http://ucsj.dk/arrangementer/arrangement/digikonf-digitale-kulturer-og-d...
Billeder fra konferencen kan ses her: https://drive.google.com/folderview?id=0B8HdVRyLkro8bkxGLWN3cHJqUEk&usp=...

Video fra konference med evaluering af en workshop https://drive.google.com/file/d/0B8iR5uhU59xKU1JVcldySHVOcUU/view?usp=sh...

Du kan se forskelligt output fra konferencen her https://twitter.com/search?q=%23digikonf&src=typd Storify: https://storify.com/StineLiv/sociale-medier-i-undervisningen-pa-digikonf

Twitter #digikonf & #skolechat

Mest Læste

Annonce