Covid-19: Er Aarhus Festuge i fare?

Kultur

12/08/2020 16:31

Pelle Lindegaard Bügel

Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus og formand for kulturbegivenheden Aarhus Festuge, har kaldt festugens bestyrelse til møde om coronaudbruddet og dets påvirkning på arrangementet, der løber af stablen fra den 28. august. Alligevel fastslår han, at festugen bliver gennemført på trods af coronaudbruddet i Aarhus på det seneste.

Aarhus Festuges bestyrelse er kaldt til møde mandag den 17. august om corona-situationen i byen. Det er borgmester Jacob Bundsgaard, der i skikkelse af posten som betyrelsesformand for festugen, der har kaldt til møde for at drøfte corona-situationen omkring den populære festuge.

Det sker på baggrund af, at Aarhus er blandt de steder i Danmark, der er i øjeblikket er ramt af en større opblusning af covid-19-smittetilfælde. Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelse.

Er det sundhedsmæssigt forsvarligt?

Det skal Aarhus Festuge bestyrelse tage stilling til, når den træder sammen mandag den 17. august til det ekstraordinært møde.

- Aarhus Festuges ledelse vil i de kommende dage nøje følge de igangværende forhandlinger mellem regeringen og Folketingets partier om genåbningen af Danmark. Disse forhandlinger vil især have fokus på kulturlivets muligheder og restriktioner i den kommende tid og ventes derfor at give væsentligt input til en vurdering af Aarhus Festuges situation og muligheder, skriver Aarhus Kommune i pressemeddelelsen og fortsætter:

- På denne baggrund vil Aarhus Festuge indgå i dialog med de statslige myndigheder med henblik på de mulige anbefalinger til årets festuge. Dermed vil der være et samlet beslutningsgrundlag på plads til mødet i Aarhus Festuges på mandag.

Borgmesteren: Festugen bliver gennemført

I dag - onsdag den 12. august - er de politiske partier på Christiansborg gået igang med at forhandle om blandt andet kulturlivets muligheder, eller mangel på samme, for at åbne mere op.

Samtidig har borgmester og festugens bestyrelsesformand, Jacob Bundsgaard, dog slået fast overfor Jyllands Posten, at Aarhus Festuge bliver gennmført i en eller anden form trods coronaudbruddet.

- Vi kommer til at gennemføre festugen, men vi kommer også til at tage alle de nødvendige forholdsregler for at mindske risikoen for smitte, siger han.

Aarhus Festuge 2020 løber fra mandag den 28. august til og med søndag den 6. september.

 

 

 

Mest Læste

Annonce