Den politiske tone kan justeres

Den hårde tone mellem politikere i debatter og i medierne rammer hårdt - ingen er født med et teflon-lag, så hermed en opfordring til at være varsom

Som ny folketingskandidat bliver man rimelig hårdt ramt af den hårde tone, som undertiden anvendes mellem politikere og i mediernes behandling af de politiske emner. Når man kommer fra et almindeligt job, er man naturligvis vant til en ordentlig omgangstone. Man kommer ikke langt på en almindelig arbejdsplads, hvis man åbenlyst generer og nedgør sine kollegaer. Det går simpelt hen ikke, men åbenbart forholder det sig helt anderledes i Folketinget, og specielt i valgkamp er det som om, at næsten alt bliver tilladt.

Det kan godt give en del bekymring, hvis man ikke er opmærksom på det og kan tage sine forholdsregler. Hvis man bekymrer sig for meget, dvs. lader det passere ind, så kan det være grobund for betydelige konsekvenser. Derfor er det meget vigtigt at være opmærksom på det og navigere korrekt. Jeg siger ikke, at jeg har den gyldne løsning, for det bekymrer mig bestemt også, men det er noget, der kan arbejdes med. En farbar vej er at bekymre sig så lidt som muligt, hvis man angribes, men det kræver tilvænning, og jeg er sikker på, at alle os nye har et stykke vej, før vi er nået dertil.

Problemstillingen er relevant. Et eksempel er Pernille Schnoor fra Alternativet, som for nylig har meldt ud, at hun ikke genopstiller, og hendes begrundelse bør give stof til eftertanke. Hun giver en bredside til kulturen på Christiansborg og ikke mindst medierne. Hun siger, at hun ikke kommer til at savne den hårde tone i politik eller borgens voksenmobning. Pyha, det lyder ikke lovende for os nye kandidater.

Hvis du ikke har noget godt at sige om andre politikere, så hold mund

Politikerne kan fristes til at optrappe konflikter og udtale sig meget kategorisk og sensationelt blot for at få taletid i medierne. En speciel disciplin ser ud til at være at genere sine politiske kollegaer med alverdens påstande og indimellem et ikke specielt charmerende sprogbrug. Det er som om, der skal være et konstant verbalt pres mellem politikere, for at man tror, man kan få respekt i egne rækker. Når man tænker over det, er det faktisk lidt ynkeligt. Man burde da få respekt for ens egne politiske holdninger og gøremål snarere end for at nedgøre andre.

Specielt på Facebook kan det stikke helt af. Her er det nu ikke så grelt mellem politikere, som det kan være mellem borgere og politikere. Nogle tror åbenbart, at man kan tillade sig at svine andre mennesker til på det allergroveste. Og det kan man vel nok også på Facebook, da det sjældent får alvorlige konsekvenser, men det bør så absolut kun gå den ene vej dvs. fra borger til politiker. Jeg har set folketingspolitikere bruge skældsord som ”svin” i debattråde på Facebook, og det er altså ikke særlig klædeligt. Det er for let at sidde bag en skærm, hvor man kan nedgøre andre uden rigtig at tage ansvar for det. Det grimme ordvalg ville de nok ikke bruge face-to-face.

Hvorfor går medierne undertiden efter benene på politikerne?

Medierne er liberale erhverv, så de slås om kundernes gunst, det være sig læsere af trykte aviser, net-udgaver eller TV og radio. Det kan derfor være fristende at offentliggøre sensationelle udtalelser for at tiltrække publikum og derved omsætning. Selvfølgelig kan man klandre medierne for dette, men hvem er det lige, der fodrer dem med indholdet?

Bare tænk på pressens dækning af temaet om indvandrere og ghettoer. Det er næsten udelukkende negative historier, men det sælger åbenbart flere billetter end de tilsvarende positive vinkler. Denne mekanisme er en del af forklaringen på, hvorfor pressen er med til at optrappe retorikken om og mellem politikere.

Man kan også opleve, at en journalist selv lancerer en historie, som går rimelig hårdt efter en bestemt politiker, men som bekendt er der sjældent røg uden en ildbrand. Jeg er helt enig i, at formen kan være ubehagelig, og bør lanceres med mere stil og finesse, men hvis man kan se gennem dette og fokusere på det saglige indhold, så er der som oftest noget om snakken. Med andre ord, så må vi som politikere også kigge indad.

Jeg er meget imponeret af nogle af de mere erfarne politikere, som trods en massiv presse-hetz alligevel kan rejse sig og agere videre nærmest som om, intet var hændt. Måske udvikler man denne evne med årene. For mig selv og de fleste andre nye kandidater er der dog meget langt til at kunne dette.

Forandring må starte med os selv

Som politiker kan det være svært at undlade interaktion på Facebook, da det kan være her, man kommer i kontakt med en stor del af ens vælgere. Jeg tror dog, det vil være klogt at trække følehornene til sig hurtigt, hvis en dialog er på vej i den gale retning. Og her mener jeg på vej til et sprogbrug, som ikke tjener andet formål end at nedgøre andre på det personlige plan fremfor at debattere sagen.

Forandring må starte med os selv, så vi må som nye kandidater tænke over at opføre os ordentligt og ikke lade os rive med i ophedede debatter uanset, om det er i live debatter, i trykte medier, på nettet eller på radio/TV. Jeg forsøger selv at efterleve en basal regel, at man altid skal kunne se sig selv i spejlet. For mig indebærer det at opføre sig ordentligt og kommunikere i en urban tone.

Emneord: KANDIDATERNE, FV2019, Jacob Rosenberg, Debatkultur, 051118, Uge 44
Jacob Rosenberg på DenOffentlige.dk Jeg stillede op første gang til RV17/KV17, og blev valgt til regionsrådet i hovedstaden med mange personlige stemmer, så det var både overraskende og dejligt. Jeg har fået blod på tanden og sti...
Aktivitet: Artikler: 11 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også