Der er penge at spare.
Lige nu læser andre
De allermest prisbevidste elkunder skal indstille vaskemaskinen eller elboksen til at starte noget tidligere i de kommende måneder, hvis de vil udnytte de billigste priser på strømmen.
Oktober har nemlig markeret sig ved, at de billigste elpriser har ligget om natten og i de spæde morgentimer.
Fra klokken 2 til 5 har den rene elpris nemlig ligget mellem 0,41 og 0,42 kr/kWh.
“Oktober er de seneste par år blevet lidt af et skæringspunkt, hvor vi ser, at de billigste timepriser går fra at ligge midt på dagen til at rykke ind i de mørke morgentimer,” siger Mads Brøgger, der er direktør i Norlys’ energiforretning, og fortsætter:
“Kan man udsætte tøjvasken eller opladningen af elbilen til de her timer, er der faktisk meget at spare – især fordi det samtidig er disse timer, at nettariffen er billigst.”
Læs også
Nettariffen, som er den pris, man som forbruger betaler til sit lokale elnetselskab for at få leveret strømmen ud i stikkontakten, er hos de fleste elnetselskaber inddelt i tre tidskategorier og vil typisk være billigst fra midnat og frem til klokken 6 om morgenen.
Farvel til solen
I 2025 har det siden marts været timerne omkring middag, der har været de allerbilligste, men det er nu vendt.
Det er dog en relativt ny udvikling, for går man bare få år tilbage i tiden, lå de billigste timer konsekvent om natten, uanset hvilken måned, der var tale om.
I takt med at der er etableret mere solenergi i Danmark og resten af Europa, har solens stråler været med til at presse elprisen i bund midt på dagen.
Det skete for første gang i 2020, hvor april og maj markerede sig med at have de billigste timer omkring middagstid, og siden er den udvikling blot taget til.
Læs også
I 2023 strakte perioden sig fx fra marts til og med september, mens den sidste år gik fra marts og frem til og med oktober.
“Vi ser helt generelt flere udsving i elpriserne, og vi skal som forbrugere vænne os til en ny virkelighed. Derfor forsøger vi som elselskab at hjælpe vores kunder med at få opbygget nogle nye vaner,” siger Mads Brøgger og fortsætter:
“I vores energi-app kan de fx skabe overblik over deres forbrug og følge priserne, mens vores ladekunder bare kan koble bilen til deres ladeboks, og så sørger vores system for automatisk at lade bilen op, når prisen er lavest.”
Erfaringerne fra de senere år viser, at tendensen vender igen omkring marts, hvor det atter bliver timerne efter middag, at forbrugerne finder de billigste elpriser.
 
			