Foto: Shutterstock

Det ved vi om coronapasset

Nu er planen for genåbningen af Danmark på plads - og coronapasset bliver en central del.

Der er sikkert mange danskere, der her til morgen har jublet over udsigterne til, at mere af Danmark snart genåbner.

Allerede tirsdag efter påske, den 6. april, kan danskerne igen sætte sig i frisørstolen og få fikset corona-lokkerne. Derudover kan man igen se frem til at besøge skønhedsklinikker og andre liberale erhverv. Der er dog lige en særdeles vigtig detalje, som man bør være opmærksom på - nemlig coronapasset.

Det er nemlig en central del af genåbningen og nu skal vi alle vende os til, at det skal frem ved besøg hos frisøren, tatovøren, restauranterne, på cafeerne, ved indendørs idræt, kulturinstitutioner m.m. Kort sagt - det skal i brug i forbindelse med besøg mange offentlige steder.

Det rejser naturligvis en del spørgsmål - for hvordan fungerer coronapasset?

Det ved vi

Her er hvad vi ved:

"Aftalepartierne er enige om, at et coronapas vil bidrage til epidemikontrollen, så store dele af erhvervene og kulturlivet kan genåbne tidligere end ellers. Coronapasset skal vise, om borgeren er færdigvaccineret, har overstået infektion eller er testet negativ indenfor 72 timer (både PCR- og antigen-test). Børn under 15 år vil være undtaget. Den konkrete praktiske implementering af kravet om coronapas i de forskellige sektorer drøftes i sektorpartnerskaberne," sådan står der i Rammeaftalen fra Statsministeriet.

Det bliver appen "MinSundhed" der kommer til at fungere som et funktionelt, men simpelt coronapas. Det er dog midlertidigt, da der allerede ultimo maj forventes at blive lanceret en mere avanceret og brugervenlig app til formålet.

"Der skal i den forbindelse tages højde for fælles europæiske standarder mv. Aftalepartierne er enige om, at færdig-vaccinerede borgere, der ikke anvender de digitale løsninger, skal have en let og ubureaukratisk adgang til at dokumentere deres vaccination. Det kan f.eks. sikres ved, at vaccinationspasset tilsendes med fysisk post efter gennemført 2 vaccinationsforløb," står der i aftalen.

Derudover skal borgere, der ikke anvender digitale løsninger også have mulighed for, at anvende fysisk dokumentation.

"I august 2021 aftaler aftalepartierne hvilke konsekvenser det skal have for coronapasset, at alle borgere der ønsker det, er færdigvaccinerede. Aftalepartierne er således enige om en ”solnedgangsklausul” på anvendelsen af coronapasset til andre aktiviteter end turisme og rejser. Aftalepartierne vil desuden i maj og juni 2021 drøfte erfaringerne med anvendelsen af coronapasset og tage stilling til dets fortsatte omfang og brug," står der i aftalen.

Så hvor længe vi kommer til at skulle gøre brug af passet - og i hvilket omfang, det er endnu uvist.

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også