Foto: Shutterstock

DR melder om stor ændring i populært program

Kultur

08/01/2021 10:26

Theis

Allerede fra denne uge, vil seerne opleve ændringen.

Allerede fra på søndag den 10. januar, melder DR at programmet 21 Søndag på DR1, vil se anderledes ud. Det fortæller DR i en pressemeddelelse.

Programmet som har i omegnen af 650.000 seere hver gang det sendes, vil nu komme til at adskille sig meget mere fra TV-avisens udtryk - da de to programmer hidtil har haft samme jingle, studie og grafik - det er slut nu. 21 Søndag skal nu i stedet have sin egen "indpakning", så det er tydeliggjort at de to programmer adskiller sig fra hinanden. 

"Vi vil gerne gøre det klart for seerne, at det, vi præsenterer for seerne søndag aften, ikke bare er endnu en nyhedsudsendelse i rækken. ’21 Søndag’ er ugens mest eksklusive tv-tilbud fra DR Nyheder, og det skal det nye udtryk være med til at understrege," siger DR's nyhedsredaktør Sandy French.

Fra nyhedsudsendelse til magasin

I det nye koncept understreges det, at 21 Søndag netop ikke er en nyhedsudsendelse, men derimod et aktualitetsmagasin. Visuelt kommer det til udtryk ved, at der er lånt greb fra de trykte magasiners univers i form af for eksempel en mere markant grafisk indpakning og brugen af "forsider" og "opslag" til at illustrere historierne med. Og indholdsmæssigt betyder det et løfte til seerne om, at programmet hæver sig over den daglige nyhedsstrøm, så det forklarer, udfordrer, illustrerer og perspektiverer de store historier og tendenser. 

"Som aktualitetsmagasin skal 21 Søndag være kendetegnet ved eksklusivitet, grundighed og relevans. Det vil sige originale vinkler og afsløringer, forklaringer, der gør os klogere, og en historie skal altid være vigtigt for den enkeltes liv eller for forståelsen af den verden, vi lever i," siger Sandy French.

Ambitionen er stadig, at 21 Søndag skal have et skarpt fokus på de helt aktuelle dagsordner og de største historier i tiden. Men det bliver for eksempel et farvel til de korte nyhedsopdateringer, som indtil nu også har været en del af ’21 Søndag’. Håbet er at skabe udsendelser, der også kan streames, så de har et liv i dagene og ugerne efter premieren.

Nye omgivelser

Det første som vil springe seerne i øjnene er, at programmet foregår i et helt nyt studie - eller rettere, i samme studie hvor TV-Avisen produceres - men i den helt anden ende af lokalet. 

"Den ene ende af studiet er blevet omdannet til et såkaldt greenscreen-område, som betyder, at den scenografi, som vært Kåre Quist befinder sig i, for en stor dels vedkommende vil være virtuel, det vil sige genereret af en computer," skriver DR.

"Det er en unik feature, der giver nye muligheder for formidling af vores historier, og som skaber et rum med sin helt egen identitet og fornemmelse. Scenografien og brugen af den nye teknologi skal både skabe et indbydende rum, men også hjælpe til at forklare og skabe forståelighed. Vores grafik er aldrig bare til pynt, men skal altid have en funktion, der understøtter de historier, som vi gerne vil fortælle," siger Sandy French.

Udgangspunktet er en grundscene, hvor værten kan præsentere historierne med billeder, grafer, videobidder og illustrationer. Men på sigt bliver det muligt at modellere naturtro universer, så studiet kan omformes til hvad som helst. Det betyder, at hvis historien kalder på det, kan der skabes fortællinger og forklaringer, der for eksempel foregår på en bjergtop, ude i rummet eller inde i et molekyle. Man vil dog som seer aldrig være i tvivl om det er et virkeligt eller virtuelt univers.

Mest Læste

Annonce