Eksperter: Panama er for dem der har noget at skjule

Ud over skatteunddragelse er der meget få årsager til at oprette stråmandsselskaber i Panama. Nordea skal retsforfølges, hvis banken har hjulpet danskere med at slippe for skat, siger ngo imod korruption

Som dansker er der intet ulovligt eller forkert i at oprette et selskab i Panama eller et andet skattely, men det er ofte svært at argumentere for, at det skulle være nødvendigt, med mindre man forsøger at skjule noget for skattemyndighederne.
 
Det siger skatteadvokat Torben Bagge oven på en læk af flere millioner dokumenter fra et advokatfirma i Panama, der har specialiseret sig i selskabskonstruktioner.

Skattely - læs det væsentligste her

Skattely og de mennesker, der bruger skattely, er jaget vildt efter et gigantisk internationalt læk. Følg udviklingen her. 

- Det behøver ikke være ulovligt at ville være anonym for omverdenen. Måske ønsker du ikke, at din familie eller omverdenen ved, at du har en formue. Men alt andet lige er det formentlig sådan, at man kun gemmer sig i Panama-selskaber med stråmænd, hvis man har noget at skjule, som ikke er helt efter bogen. Derfor handler det oftest om at slippe for at betale skat, siger Torben Bagge.

Ifølge dokumenterne har danske banker benyttet selskabet i Panama til at hjælpe deres kunder med at skjule formuer. Og spørgsmålet er, hvor stort omfanget af skatteunddragelsen reelt er. Torben Bagge tror, at svindlen har toppet.
 
- En del af det, der har været fremme søndag, er foregået i perioden frem til 2010, og det var lidt en anden tid. Der har været enormt megen fokus på at dæmme op for skattely siden dengang, og derfor er det også mindre udbredt i dag. Men det er stadig svært for Skat i Danmark at kontrollere disse ting, siger skatteeksperten.
 
Han mener, at det er nødvendigt at lave globale aftaler, der tvinger banker og myndigheder i lande som Panama til at indberette udlændinges formuer til hjemlandene, hvis man vil stoppe pengetrafikken til skattely.
 
Transparency: Nordea skal retsforfølges
Banker som Nordea røvrender staten ved at hjælpe danske borgere og virksomheder med at undgå at betale skat i Danmark. Og hvis det kan bevises, at den har hjulpet borgere med at slippe for skat, skal banken retsforfølges.
 
Det siger formanden for Transparency Internationals danske afdeling, Knud Gotfredsen.
 
- I det omfang, at man kan dokumentere, at bankerne aktivt har medvirket til skatteunddragelse, så skal de selvfølgelig retsforfølges, siger han.
 
Transparency International er en ngo, der bekæmper korruption og bestikkelse og arbejder for mere åbenhed i internationale transaktioner. Den danske formands udmeldinger kommer efter den opsigtsvækkende afsløring af, at Nordea i stor stil har hjulpet danske virksomheder, velhavere og sportsfolk med at skjule penge i skattely ved hjælp af et advokatfirma i Panama med ekspertise i skattely. 
- Det kræver virkelig dobbeltmoral, siger Knud Gotfredsen.
 
Han mener, at finansministeren, justitsministeren og skatteministeren bør tage en alvorlig kammeratlig samtale med direktørerne for de pågældende danske banker.  Han minder om, at metoden med at skjule penge for myndighederne også kan bruges af kriminelle og terrorister.
 
- Det er en konstruktion, der kan bruges af hvem som helst. Her er den blevet brugt af nogle danskere, der muligvis har været lovlydige på stort set alle punkter undtagen lige det der med at betale skat. Men de samme systemer kan jo bruges af terrorister, gangstere, korrupte embedsmænd og statsledere, fordi du jo netop slører, hvem der ejer selskaberne. Og jeg er ikke sikker på, at skattelyet kan se forskel på, om indbetalingerne kommer fra en kriminel eller fra en skatteplaget dansker, siger han. 
 
Emneord: Skattely, Skattefusk, Skattesvindel, Banker, Panama, Transparency International

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også