Skal minkavl være tilladt i Danmark? Anima og Dyrenes Alliance siger nej. Foto: Shutterstock
Skal minkavl være tilladt i Danmark? Anima og Dyrenes Alliance siger nej. Foto: Shutterstock

Anima og Dyrenes Alliance blander sig i minkdebatten: Har lejet billboards i fire byer

Erhvervsliv

24/5/22 8:17

Jens Asbjørn Bøgen

De to dyreværnsorganisationer vil bruge hele uge 21 på at påvirke politikerne, der snart skal tage stilling til, om minkavl skal være tilladt fremover.

Med annoncer og fysiske manifestationer råber dyreværnsorganisationerne Anima og Dyrenes Alliance denne uge regeringen op med et simpelt budskab:

“Gør det rigtige. Forbyd minkavl.”

Det skriver Ritzau.

Opråbet kommer på et tidspunkt, hvor regeringen meget snart skal beslutte, om Danmark igen skal være et af de få lande i Europa, der stadig tillader minkavl.

Hele uge 21 sender Anima venlige påmindelser til regeringen om, hvad der er på spil, når den skal træffe en beslutning om, hvorvidt der er en fremtid for minkavl i Danmark eller ej. Skal hundredetusindvis af dyr igen lide i en brutal produktion eller skal Danmark følge med tiden og forbyde minkavl permanent? I landets fire største byer - Aalborg, Odense, Aarhus og København - vil Anima med store digitale billboards opfordre regeringen til at gøre det rigtige.

"Vi ønsker at slå fast med syvtommersøm, at vi er rigtig mange, der forventer, at regeringen træffer det åbenlyst rigtige valg for dyrene og for Danmark: nemlig at indføre et permanent forbud mod en beskidt industri, som i alt for mange år har holdt dyr under forhold, som efterhånden ikke accepteres nogen andre steder," udtaler direktør Joh Vinding.

I dagens Politiken vil regeringen ligeledes støde på budskabet fra Anima i form af et åbent brev – hvert medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe har tilmed personligt fået leveret et eksemplar af avisen.

Huskekager foran Fødevareministeriet

I dag og hver dag resten af ugen holder Dyrenes Alliance i samarbejde med Anima “mink-vagt” foran Landbrugsministeriet og ved Christiansborg. Her vil politikerne blive mødt med kærlige “huskekager” (hjerteformede småkager) og en opfordring til at huske dyrene og lytte til hjertet. Ifølge Dyrenes Alliance er tiden for længst løbet fra minkavl:

“Minkavl er en brutal og uværdig praksis, som vi burde have gjort ulovlig for længst. Vi demonstrerer for at sørge for, at mink i Danmark aldrig må lide under sådan nogle forfærdelige forhold igen,” udtaler Jason Møller, generalsekretær i Dyrenes Alliance.

Hos Anima er man ikke i tvivl om, at regeringen vil finde modet til at træffe det rigtige valg. Der vil ganske enkelt ikke være nogen fornuft i at forsøge at bringe minkindustrien tilbage:

"Infrastrukturen omkring industrien er borte, og rundt regnet 99 procent af de forhenværende avlere har takket ja til at forlade branchen. Vi ser i dag forbud mod produktion og salg af pelsprodukter spire frem overalt. Det ville simpelthen svare til at gå baglæns, hvis regeringen igen tillod en industri, som i alle henseender er utidssvarende.”

Baggrund om Anima

Anima har i 22 år oplyst om forholdene på danske minkfarme og de dyrevelfærdsmæssige konsekvenser.

Anima har formandsposten i den internationale koalition Fur Free Alliance.

Fødevareminister Rasmus Prehn har tidligere slået fast, at hensynet til dyrevelfærd vil kunne indgå i drøftelserne om, hvorvidt minkavl skal genoptages eller ej. Enhedslisten, Frie Grønne, Alternativet og SF går ind for et permanent forbud, og Radikale Venstre har gjort det klart, at dyrevelfærdsmæssige hensyn skal indgå i beslutningsgrundlaget.

Regeringen ventes at træffe en beslutning inden sommerferien.

Annonce