Laura Klitgaard er valgt som ny formand for Ingeniørforeningen, IDA, hvor hun afløser Thomas Damkjær Petersen.
Laura Klitgaard er valgt som ny formand for Ingeniørforeningen, IDA, hvor hun afløser Thomas Damkjær Petersen.

Civilingeniør Laura Klitgaard er ny formand for IDA

Erhvervsliv

09/05/2022 06:44

Redaktionen

Danmarks største fagforening for højtuddannede – Ingeniørforeningen, IDA – har valgt nordjyden Laura Klitgaard som ny formand.

Laura Klitgaard kommer til at stå i spidsen for en forening, som de senere år har oplevet klar medlemsfremgang. IDA repræsenterer nu over 140.000 ingeniører, naturvidenskabeligt uddannede og it-professionelle. Den nyvalgte formand peger på den markante mangel på højtuddannet arbejdskraft som en kritisk opgave for IDA at afhjælpe. 

“De helt afgørende samfundsomvæltninger lige nu med den grønne omstilling og digitaliseringen af store dele af velfærden kræver masser af teknisk kunnen, som vores medlemmer besidder og kan levere på,” siger Laura Klitgaard: 

“Min vigtigste opgave bliver at afværge de røde advarselslamper og sikre, at politikernes gode intentioner også reelt omsættes til flere uddannede inden for it-, ingeniør- og naturvidenskabelige fag, så Danmark fortsat er et godt land at leve i om 10-20-30 år, når store generationer vil forlade arbejdsmarkedet, og manglen på kloge hoveder og hænder ventes at vokse,” fortsætter hun.

”Erhvervslivet sukker efter kvalificeret arbejdskraft. IDA skal dels sørge for, at der er nok af den for at understøtte velfærden, og vi skal sikre, at stress og mistrivsel ikke drukner de højtuddannedes mulighed for at bidrage til at flytte samfundet med viden og teknologi,” siger Laura Klitgaard. 

Laura Klitgaard er civilingeniør i både arkitektur og byggeledelse. Hun arbejder i Cowi som bygherrerådgiver og har haft samme rolle i kommunalt regi, men skal altså nu være formand for Ingeniørforeningen, IDA på fuldtid. 

“Man kommer til at møde masser af bud fra vores side på et mere fleksibelt arbejdsliv, hvor arbejdstid og sted ikke er hugget i sten, og pension er noget, som langt flere stempler ind og ud af. Arbejdsgiverne er i dag ikke gode nok til at udnytte den kolossale ressource, der ligger i de mest erfarne ansatte,” siger hun.

”Kvalificeret arbejdskraft af mange slags udgør en betydelig akilleshæl for politiske ambitioner om eksempelvis at gøre sig fri af russisk gas, og vi vil hjælpe politikerne med at træffe de rette beslutninger for at styrke fødekæden,” siger Laura Klitgaard, der har siddet i IDAs hovedbestyrelse siden 2016.

Hun afløser civilingeniør Thomas Damkjær Petersen, som i samme periode har siddet de maksimale to valgperioder som formand. 

Udover uddannelses- og arbejdsmarkedsområdet arbejder IDA for at accelerere den grønne omstilling baseret på medlemmernes bidrag samt for en etisk ansvarlig teknologiudvikling, herunder digitaliseringen af velfærdssamfundet. 

IDA’s medlemmer stemte ved et digitalt valg op mod påske 65 medlemmer ind i repræsentantskabet, som på et møde netop enstemmigt har udpeget den nye formand. 

Mest Læste

Annonce