Foto: Shutterstock

Ny ordning skal styrke PTSD-ramte veteraner på arbejdsmarkedet

Erhvervsliv

27/01/2021 11:19

Theis

I dag lancerer regeringen en ny wildcard-ordning, som skal styrke PTSD-ramte veteraners tilknytning til arbejdsmarkedet.

Veteraner med PTSD rammes forskelligt. Nogle er i perioder i stand til at arbejde og har stor gavn af det sociale fællesskab, som arbejdspladsen er. Men PTSD gør, at de i andre perioder ikke kan have tilknytning til arbejdsmarkedet. I dag risikerer denne gruppe af veteraner at miste retten til førtidspension, såfremt de har en stor tilknytning til arbejdsmarkedet og kommunen vurderer, at deres arbejdsevne er blevet forbedret.

Det nye tiltag betyder, at veteraner på førtidspension med PTSD eller PTSD-lignende diagnoser kan have tilknytning til arbejdsmarkedet i de perioder, hvor de har det godt. Med sikkerhed for at have førtidspensionen at falde tilbage på, hvis de skulle få det værre igen. Og uanset, at deres arbejdsevne forbedres permanent.

Forsvarsminister Trine Bramsen siger:

"Som samfund har vi et særligt ansvar overfor vores veteraner. Derfor virker det besynderligt, at skadede veteraner, der har det godt for længe og bidrager på arbejdsmarkedet, risikerer at miste deres sikkerhedsnet. Jeg tror på, at tilknytningen til arbejdsmarkedet kan styrke veteranerne og give dem en bedre hverdag. Derfor skal deres tilknytning til arbejdsmarkedet ikke straffes."

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

"Som beskæftigelsesminister glæder det mig, at vi nu kan skabe nogle tryggere rammer for den her gruppe af mennesker, som har tjent Danmark i udlandet, hvilket desværre har resulteret i en PTSD-diagnose. Selvom det er meget få mennesker, som bliver frakendt deres førtidspension, så synes jeg, vi skylder at tage særlige hensyn, når det gælder veteraner og andre, der kommer hjem med PTSD efter at have været udsendt i statens tjeneste."

Konkret betyder ordningen, at veteraner og andre tidligere udsendte statsansatte på førtidspension med PTSD eller PTSD-lignende diagnoser ikke bliver frakendt retten til førtidspension, selvom de i visse perioder kan arbejde normalt. Det gælder også, selvom deres arbejdsevne forbedres permanent. Hvis de over en længere periode tjener nok til at forsøge sig selv, vil udbetalingen af førtidspensionen stadigvæk blive sat på pause.

Der var i 2020 registreret cirka 500 veteraner på førtidspension.

Sidste år blev et nyt center til støtte for familier og børn til udsendte og veteraner etableret. Samtidig blev indsatsen mod de mest sårbare veteraner styrket. Med den nye wildcard-ordning bliver der nu taget et skridt for at passe bedre på de PTSD-ramte veteraner.  

Mest Læste

Annonce