Står det til EU-Kommissionen, skal politiet i medlemslandene have nemmere adgang til elektroniske beviser.
Lige nu læser andre
Det skal være lettere og hurtigere for politiet og retsmyndighederne i EU-lande at få fat i elektroniske beviser såsom e-mails og dokumenter gemt i skyen.
Nye regler skal sørge for, at politiet på tværs af medlemslandene kan indsamle den nødvendige information til at efterforske, retsforfølge og spore kriminelle og terrorister.
Sådan lyder det i ét blandt en række af forslag, der skal styrke EU-borgers sikkerhed. De kommer i kølvandet på flere angreb de seneste år og fremlægges tirsdag af EU-Kommissionen.
Ifølge EU-kommissæren for retlige anliggender, forbrugerpolitik og ligestilling, Vera Jourová, involverer omkring 85 procent af alle kriminelle efterforskninger elektroniske beviser. Mere end halvdelen af dem involverer anmodninger på tværs af landegrænser.
Læs også
I dag kan det tage op til 120 dage at få adgang til disse beviser fra et andet medlemsland.
Prøv DenOffentlige 2
DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur.
Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.
– Dagens forslag skal løse problemerne og drastisk reducere ventetiden til kun ti dage. I hastesituationer til kun seks timer, siger Vera Jourová under en pressekonference i EU-Parlamentet i Strasbourg.
– Med de nye regler vil myndighederne kunne anmode om beviserne direkte fra serviceudbyderne i et andet medlemsland, siger hun.
Selv hvis serviceudbydernes hovedkontor ligger uden for EU, eller den anmodede data er opbevaret i et tredje land, skal det udleveres inden for tidsfristen på ti dage.
Er der tale om særligt personfølsomme oplysninger, skal en dommer dog godkende anmodningen for at sikre alle involveredes rettigheder.
– Det er en sand revolution inden for europæiske kriminalsager, siger Vera Jourová.
Hun bakkes op af kommissionens førstenæstformand, Frans Timmermans. Han mener, at de kriminelle i dag undslipper lovens lange arme ved at gøre brug af kommunikation online på tværs af landegrænser.
– Der må ikke være nogle gemmesteder for kriminelle og terrorister i Europa, online eller offline, siger Timmermans i en pressemeddelelse.
EU-Kommissionen vil desuden indføre obligatorisk brug af biometrisk data, heriblandt fingeraftryk og ansigtsgenkendelse, i de lande, der bruger id-kort.
Ansigtsgenkendelse bruges allerede i nyere danske pas.
/ritzau/