Boris Johnson trækker sig som formand for det konservative regeringsparti i Storbritannien. Foto: Shutterstock
Boris Johnson trækker sig som formand for det konservative regeringsparti i Storbritannien. Foto: Shutterstock

Her er de fire mest populære kandidater til at tage over efter Johnson

Europa

07/07/2022 17:32

J. Bøgen

Der er mange om buddet om at være den næste konservative formand i Storbritannien, men disse fire fører i meningsmålingerne.

Boris Johnson trækker sig som formand for det konservative parti i Storbritannien, men han har i sinde at blive siddende som premierminister, til der er fundet en arvtager til formandsposten.

Det står fast, efter Boris Johnsons pressemøde uden for Downing Street Nr. 10 tidligere i dag.

Hvad der er langt mere usikkert er, hvem der kommer til at blive de konservatives nye leder. Der er nemlig mange med i opløbet, og den seneste meningsmåling viser tæt kamp.

Under tweetet har vi samlet en præsentation af de fire mest populære kandidater.

Forsvarsminister Ben Wallace. Foto: Shutterstock

Ben Wallace, forsvarsminister

  • Har en fortid i militæret, hvor han har rank af kaptajn

  • Blev valgt til det skotske parlament i 1999 for det konservative parti North East Scotland

  • I 2003 forlod han det skotske parlament for at stille op til det engelske parlament

  • Blev valg til det engelske parlament i 2005

  • Har både været minister for Nordirland og minister for sikkerhed og økonomisk kriminalitet

  • Har været forsvarsminister siden sommeren 2019

  • Stemte for at forlade EU

  • 52 år, gift med Liza Cooke siden 2001 og har to sønner og en datter

Derfor bliver Ben Wallace den næste konservative formand

Ruslands invasion af Ukraine har i den grad fået gang i forsvarssnakken rundt om i Verden. Det gælder også i Storbritannien, hvor den nyudnævnte chef for hæren har bedt de britiske tropper gøre sig klar til landkrig i Europa.

Titlen som forsvarsminister kan derfor være et godt kort at have på hånden for Wallace, da det konservative parti godt kunne tænkes at søge mod en formand, der forstår sig på det nationale forsvar og internationale operationer.

Udenrigsminister for handel, Penny Mordaunt. Foto: Shutterstock

Penny Mordaunt, udenrigsminister for handel

  • Uddannet i filosofi fra University of Reading i 1995, var den første i sin familie til at få en universitetsgrad

  • Stillede op for det konservative parti i 2005, men blev ikke valgt til parlamentet. Blev siden valgt ind ved valget i 2010

  • Er erklæret tilhænger af den omdiskuterede sundhedsteori homøopati, har blandt andet skrevet under på, at det britiske sundhedssystem fortsat skal yde økonomisk støtte til forskning inden for emnet

  • Har siddet på en række ministerposter, blandt andet som forsvarsminister og ligestillingsminister

  • Har været udenrigsminister for handel siden september 2021

  • Har været meget i mediernes søgelys for at deltage i TV-programmer, hvor hun kom med talrige sjofle vittigheder, ligesom hun også skabte furore, da hun under en tale i parlamentet brugte ordet "cock" seks gange samt andre, i politisk sammenhæng, uanstændige udtryk

  • Stemte for at forlade EU

  • 49 år, har, så vidt vides, ikke nogen partner i øjeblikket. Fraskilt og har siden været i et langt forhold med Ian Lyon, klassisk sanger

Derfor bliver Penny Mordaunt den næste konservative formand:

Selvom Mordaunt flere gange har delt vandene, ser mange hende som et frisk pust i et ellers meget gammeldags og firkantet konservativt parti.

Med hendes post som udenrigsminister for handel har hun desuden stor indsigt i, hvordan Storbritannien klarer sig bedst muligt efter udmeldingen fra EU - noget, der er voldsomt brug for i Storbritannien, hvor for eksempel forsyningsleverancer har været kastet ud i kaos siden udmeldingen.

Rishi Sunak, tidligere finansminister

  • Uddannet MBA (Master of Business Administration) fra Stanford University, bestod i 2006

  • Arbejdede for analytiker for banken Goldman Sachs fra 2001 til 2004 og blev senere en del af The Children's Investment Fund Management, hvor han også blev partner

  • Valgt til det britiske parlament i 2015, genvalgt i 2017

  • Relativt begrænset parlamentarisk erfaring, men har været vice-skatteminister, inden han blev valgt som finansminister i februar 2020

  • Sagde op som finansminister d. 5. juli som en af de første i lavinen af opsigelser i protest mod Boris Johnson

  • Har været en af de mest populære politikere under covid-19-krisen, men diverse møgsager har siden fået hans popularitet til at dale. Han var blandt andet en del af den famøse partygate, og hans svigerfamilie beskyldes for ikke at betale skat i Storbritannien

  • Stemte for at forlade EU

  • 42 år, gift med Akshata Murty, datter af en indisk milliardær, har to døtre

Derfor bliver Rishi Sunak den næste konservative formand:

De uheldige sager til trods er Rishi Sunak stadig en populær figur i det konservative parti. Det tæller til hans fordel, at han var en af de første til at sige op i protest mod Johnson, da det viser Sunak som en, der tør sige fra, hvis han ikke kan stå inde for, hvad der foregår.

Noget tyder da også på, at Boris Johnson selv har udset sig Sunak som sin arvtager, da posten som finansminister ofte betragtes som den mest prestigefyldte ministerpost efter premierminister.

Udenrigsminister Liz Truss. Foto: Shutterstock

Liz Truss, udenrigsminister

  • Uddannet i filosofi, politik og økonomi fra Merton College, Oxford, blev siden certificeret ledelsbogholder

  • Har arbejdet som commercial manager for Shell og økonomidirektør for Cable & Wireless

  • Blev valgt til det britiske parlament i 2010 efter at have tabt sine to første forsøg

  • Har blandt andet været minister for ligestilling og for international handel og eksport, blev udnævnt som udenrigsminister i september 2021

  • Kendt for et meget liberalt syn på økonomi og handel, og har dannet en gruppe af konservative parlamentsmedlemmer, der arbejder for et friere marked og mindre lovgivning på arbejdsmarkedet

  • Er fortaler for, at det konservative parti skal opgive sin holdning til køn og være åbne for, at der findes mere end to køn

  • Var oprindeligt modstander af at forlade EU, men har siden ændret mening, og bliver nu betragtet som "hardliner" - en der ønsker så hårdt/totalt et brud med EU som muligt

  • 46 år, gift med Hugh O'Leary, har to døtre

Derfor bliver Liz Truss den næste konservative formand:

Truss' forslag om at forny det konservative partis holdning på en række områder vækker stor genklang i tidsånden, og en politiker, der åbent ændrer holdning kan få medvind af den grund, hvis argumenterne er i orden.

Har været Storbritanniens forhandler i forhold til Brexit i EU, siden den tidligere forhandler trådte tilbage, og hun er siden blevet kendt for sin kompromisløse tilgang til forhandlingerne. Blandt andet truer hun EU med at trække den omdiskuterede Nordirlandsprotokol tilbage, hvilket ellers sikrer en åben grænse mellem Nordirland og Irland. De konservative vælgere stemte i høj grad for at forlade EU, og derfor kan denne tilgang til forhandlingerne give Truss vind i sejlene.

Mest Læste

Annonce