Giorgia Meloni står til at blive Italiens første kvindelige premierminister. Foto: Shutterstock
Giorgia Meloni står til at blive Italiens første kvindelige premierminister. Foto: Shutterstock

Hun er i krig mod Gurli Gris: Italien får første kvindelige premierminister

Europa

26/09/2022 11:20

J. Bøgen

Partiet langet blandt andet ud mod TV-programmet Gurli Gris, fordi programmet viser homoseksuelle isbjørne.

Hun benægter selv, at hun er nyfascist.

Ikke desto mindre blev hun som bare 15-årig medlem af det nyfascistiske parti, MSI, og hun har sagt, at hun mener, Mussolini (den italienske diktator under Anden Verdenskrig) var en god politiker.

Derudover er hun imod fri abort, homoseksuelle ægteskaber, at par af samme køn skal have lov til at få børn, og så har hun i den grad set sig sur på børne-TV-serien, Gurli Gris.

Hendes navn er Giorgia Meloni, og du kan godt lave en mental note om hendes navn - efter søndagens valg i Italien peger alt nemlig på, at hun bliver Italiens første kvindelige premierminister i kraft af sin rolle som formand for det højreorienterede parti, Italiens Brødre (Fratelli d'Italia).

Er fascismen nu også lagt på hylden?

Selv benægter Meloni, at hun har en fascistisk ideologi, men der er alligevel flere bemærkelsesværdige detaljer, som stiller spørgsmålstegn ved det udsagn.

For eksempel er en del af Italiens Brødres logo en flamme i de italienske farver (grøn, hvid og rød). Det er måske ikke i sig selv kontroversielt, men netop sådan en flamme var en fast del af logoet for Movimento Sociale Italiano - et parti, der blev oprettet af Mussolini-støtter.

Artiklen fortsætter under billederne.

Logoet for Italiens Brødre, Fratelli d'Italia. Foto: Shutterstock

Logoet for Movimento Sociale Italiano, der udsprang af Mussolinis støtter. Foto: Wikimedia Commons, Eeilios, CC BY-SA 4.0

Giorgia Meloni ser sig som en forkæmper for kernefamilien, og selvom hun vil ikke forbyde abort, ønsker hun at gøre det mere besværligt for kvinder at få en.

Og netop hendes kamp for kernefamilien har ført hende ud i en åben krig med børne-programmet Gurli Gris.

I tegnefilmsserien fik hovedpersonen nemlig nye naboer, der viste sig at være to kvindelige isbjørne, altså et homoseksuelt par - og så gik Melonis parti til angreb.

Partiets talsperson på kulturområdet kræver nemlig, at italiensk fjernsyn ikke viser afsnittet med de homoseksuelle isbjørne, da det, ifølge partiet, presser politisk korrekthed ned over børn.

"Som Giorgia Meloni for nylig mindede os om, er vi, og vil altid være, frontlinjen i kampen mod bredt misforstået diskrimination, men vi kan ikke acceptere kønsindoktrinering," som talspersonen skrev i en online-kommentar.

Skaber panderynker i Europa

Dagen efter det italienske valg, er den franske premierminsiter, Élisabeth Borne, ude og sige, at EU har visse værdier, som skal opretholdes.

"Det drejer sig om menneskerettigheder, respekt for andre og især retten til abort, der skal opretholdes af alle," siger Élisabeth Borne ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Italiens Brødre står ifølge exit polls til at få mellem 22,5 og 26,5 procent af stemmerne ved søndagens valg. Til sammenligning fik partiet blot 4 procent af stemmerne ved det sidste valg.

Mest Læste

Annonce