"Kontanthjælp handler om forsørgelse, ikke om at konkurrere med lønninger", skriver Per K. Larsen.

Fattigdomsdebatten runder af: Socialområdet skriger på en socialreform

"Det er ikke nyt, at der er tabere. Det nye er, at de bliver ydmyget, straffet og fastholdt i fattigdom, i stedet for at blive hjulpet til at forsørge sig selv". Sådan lyder kritikken fra Per K. Larsen, som runder fattigdomsdebatten af på DenOffentlige.

DenOffentlige har udgivet Fattigdomsdebatten i mere end 1 år og er kommet vidt omkring. Vi har fået indblik i ventetider, manglende retssikkerhed, ydmygelser, enlige mødre som samler skrald, sammenhænge med ulighed, mindsteløn, EU’s frie marked og meget andet.  Vi har fået de fattiges egne ønsker til fremtiden

Følg Fattigdoms-debatten

Fattigdomsdebatten bidrager med ny viden til fattigdoms-området. Læs tidligere indlæg her:  

Temaredaktør Per K. Larsen har beskæftiget sig med fattigdom og socialt udsatte gennem årtier, og er i dag landssekretær i EAPN. 

Det billede, der tegner sig er meget klart. Livet som kontanthjælpsmodtager er ikke noget man vælger frivilligt, det er noget man er nødt til, hvis man ikke kan få arbejde og som man kun får hvis formuen højst er kr. 10.000. Dvs. ingen ejerbolig, ingen opsparing, ingen pension.

Lave ydelser fører til fattigdom, ikke til arbejde

Vi har fået forskeres dokumentation for, at lavere kontanthjælp og dagpenge ikke fører til arbejde, men til isolation, fattigdom og dårlige opvækstvilkår for børnene. Vi har set at lavere ydelser får flere unge til at starte uddannelse, men ikke at de gennemfører.

Vi har set i Regeringens fattigdomsredegørelser, at de familier og børn som lever i fattigdom bliver færre, fordi Regeringen afskaffede kontanthjælpsloftet, som især rammer familier med flere børn. Der er en klar sammenhæng mellem ydelser og arbejde. Lave ydelser fører til fattigdom, ikke til arbejde. Nogle få kommer i arbejde, men langt de fleste bliver blot fattigere.

Det er ikke lysten til uddannelse eller arbejde, der mangler, men vilkårene i uddannelser og på arbejdsmarkedet, som udskiller. Sådan har det altid været, vil nogen sikkert hævde og med rette.

Der har altid været nogen, som ikke klarer sig i konkurrencen med andre. Tænk blot på langtidsledige,  sindslidende, handicappede, kronisk syge, misbrugere, socialt udsatte børn. Det er ikke nyt, at der er tabere. Det nye er, at de bliver ydmyget, straffet og fastholdt i fattigdom, i stedet for at blive hjulpet til at forsørge sig selv.  

Vi er et af verdens rigeste lande, fordi vi hjalp hinanden

Danmark har i lange perioder fra 1930’erne til op mod år 2000, været præget af en ægte og stærk human holdning om at samfundet. Fællesskabet skal hjælpe, når det går galt.

Vi kom væk fra fattighjælp, tvangsarbejde, anstalter, hen mod ligeværdighed og tolerance. Vi betalte skatter og afgifter, som dækkede udgifterne til de svage og sikrede uddannelse og sundhed på lige vilkår.  Vi blev et af verdens rigeste og mest lige lande.

Fra 1980’erne kom der nye toner i samfundsdebatten, startende i det små, men siden 00’erne har der udviklet sig en begrebsverden, som leder tankerne tilbage til 1800-tallet.  ”Det skal kunne betale sig at arbejde”, som Blå Blok og Danske Arbejdsgiverforening siger, uden at  ville sige hvor stor forskellen skal være mellem løn og kontanthjælp, eller hvor lav kontanthjælpen skal være. Der er reelt tale om fattighjælp som i gamle dage, med udsigt til social dumping. 

Bag slagord om ”en moderne kontanthjælp” gemmer sig nye lave ydelser og begrænsninger, som knap sikrer overlevelse. Vi har dem allerede i ydelser til unge, som nu er unge indtil de er 30 år. Eller i ydelser til handicappede under 40 år, som er uden chancer på arbejdsmarkedet.

 ”Vi skal hjælpe de, der ikke kan klare sig selv” siger både Blå og Rød blok og overlader det til kommunale sagsbehandlere at vurdere, hvor meget unge skal have i hjælp og om handicappede under 40 år skal have førtidspension. Eller som man sagde før i tiden: ”om de er værdigt eller uværdigt trængende”.

”Nyttejob” har erstattet tvangsarbejde, men vilkårene er de samme. Ret og Pligt har fået ny betydning. ”Du har ret til kontanthjælp og pligt til nyttejob”. Det var vist ikke lige det fagforeningerne tænkte på, da de lancerede slagordene i 1800-tallet.

Kontanthjælp, ikke fattighjælp.

Konstanthjælp er efter lovgivningen en midlertidig hjælp, som man skal leve for, indtil man kan forsørge sig selv igen på almindelige eller støttede vilkår. Kontanthjælp handler om forsørgelse, ikke om at konkurrere med lønninger.

Det eneste rimelige mål for størrelsen af Kontanthjælp er derfor, om den kan dække leveomkostningerne på et beskedent niveau, som sikrer at modtagerne og deres børn ikke må isolere sig.

En internationalt anerkendt måde at fastlægge niveauet på er, at undersøge udgifterne til dagligvarer, transport mv. og på det grundlag fastlægge et beskedent referencebudget. Denne fremgangsmåde blev anbefalet af Regeringens Fattigdomsudvalg, 2013 og er for tiden under udarbejdelse af CASA som led i et fælles Europæisk projekt, finansieret af EU Kommissionen.

Professionel rehabilitering i stedet for kommunal aktivering.

De økonomiske ydelser er naturligvis centrale i en fattigdomsdebat. Men ser man på de ønsker og forslag, som kommer fra kontanthjælpsmodtagere, er de mindst lige så stort fokus på den dårlige behandling, de får i kommunale job – og socialcentre. Dårlig; både i menneskelig og professionel forstand.

Jobcentrenes blandinger af penge og rådgivning, kontrol, straf og belønning virker åbenbart imod hensigten om at borgeren skal hjælpe til at forsørge sig selv. Ideen om, at Jobcentre kan få socialt udsatte mennesker i arbejde ved at arbejde snævert med økonomiske incitamenter og primitive aktiveringskurser, har da heller intet belæg i andet end fordomme.

Almindelige ledige, som ikke har andre vanskeligheder end ledigheden, klarer sig. Men socialt udsatte ledige, har brug for den helhed i indsatsen, som er beskrevet så glimrende i Beskæftigelseslovgivningen og som kommunerne og deres Jobcentre helt enkelt ikke magter.  Kommuner og Jobcentre kan administrere, ikke rehabilitere.

Opgaven har tidligere været løst af professionelle organisationer, som var specialiserede i forhold til særlige gruppers særlige behov: Hjemløse (Kirkens Korshær mfl.), Handicappede (SAHVA mfl.), enlige mødre (Mødrehjælpen), udsatte børn (Børneforsorgen), langtidsledige (Revalideringen) osv.

Efter kommunalreformerne drives de efter aftaler med kommunerne og med kortvarige projektmidler, men de faglige, professionelle potentialer er stadig til stede.  Desuden er der opstået nye lokale og landsdækkende centre, i takt med at der er udviklet en professionel viden, som ikke trives i den kommunale administration.

Evalueringer som sammenligner kommunale og professionelle resultater, taler klart til fordel for at rehabilitering varetages af fagligt specialiserede landsforeninger og centre. Det giver bedre resultater for borgerne og er billigere for samfundet.

En ny, ægte Social Reform.

Her stopper Fattigdomsdebatten i DenOffentlige. Ikke fordi fattigdommen er stoppet, desværre. Men fordi vi kan drage nogle konklusioner, som forhåbentlig kan realiseres i en ny og ægte Social Reform. Med en kontanthjælp, der administreres af kommunerne, men fastlægger efter budgetmetoden og en rehabilitering, som varetages af professionelle landsforeninger og centre. 

 

 

Emneord: Fattigdomsdebatten, Fattigdom, Socialt udsatte, Per K. Larsen, EAPN
Fattigdomsdebatten på DenOffentlige.dk Fra 1999 til 2010 steg antallet af fattige i Danmark med 38 procent. En stabilt stigende kurve, der prikker hul i vores forestillinger om, at velfærdsmodellen kan holde borgerne ude af fattigdom....
Aktivitet: Artikler: 38 | Events: 1 | Kompetenceområder: 2

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 24.06.15 Nick Allentoft, chefredaktør & stifter
    Tak Nadia Buchard

    Kære Nadia,
    Tak for det. Per K. Larsen smiler, og vi gentager invitationen til din forening, som er velkommen på DenOffentlige med Jeres bidrag og viden.
    BH
    Nick

  • 24.06.15 Nadia Buchard, Scleroseforeningen
    Fattigdomsdebatten!

    Kunne ikke ha' sagt det bedre. Tak fordi I valgte dette tema.

TILMELD NYHEDSBREV

Læs også