Flere hadforbrydelser anmeldes: Politiet vil have flere til at henvende sig

24/09/2018 20:44

Nick Allentoft

Racisme er årsagen til halvdelen af de registrerede sager om hadforbrydelser, viser rapport fra Rigspolitiet.

Omfanget af hadforbrydelser er større end tidligere antaget. Det viser en rapport fra Rigspolitiet.

Det er nye metoder til at registrere hadforbrydelserne, som har hjulpet politiet til at belyse sagernes omfang.

Således blev 446 hadforbrydelser registreret i 2017 sammenlignet med året før, hvor tallet var 274.

Rapporten viser, at racisme og religion er årsagen til langt størstedelen af hadforbrydelserne.

Men tallene er langtfra retvisende, i forhold til hvor mange hændelser der i virkeligheden er, lyder det fra Peter Steffensen, som er politikommissær i Det Nationale Forebyggelsescenter i Rigspolitiet.

- Vi ved godt, at tallene langt fra repræsenterer det mørketal, der findes, siger han. 

Ifølge politiet bliver mange forbrydelser aldrig anmeldt. 

Derfor består meget af politiets arbejde i at få flere til at anmelde det, hvis de har været udsat for en hadforbrydelse.

Det sker blandt andet gennem dialog og samarbejde med forskellige grupper i samfundet.

- Vi samarbejder med nogle af de foreninger, som hyppigt er udsat for en hadforbrydelse. Vi hører dem, hvad deres udfordringer er, for eksempel når de retter henvendelse til politiet, siger Peter Steffensen.

For at noget kan kaldes en hadforbrydelse er det nødvendigt, at forbrydelsen har været motiveret af had til andre personer.

Det kan for eksempel være på baggrund af personernes etnicitet, religion eller seksuelle orientering.

De hadforbrydelser, som blev anmeldt i 2017, drejer sig særligt om vold, hærværk, hadefulde ytringer og trusler. 

73 ud af de 446 registrerede hadforbrydelser fandt sted på internettet.

At der kan være tale om forskellige typer af forbrydelser betyder, at det førhen har været svært at få et ordentligt overblik over antallet af sager.

Som et skridt på vejen for at løse problemet har Rigspolitiet i udarbejdelsen af den nye rapport tilføjet en række søgeord, som relaterer sig til området, når de trækker data fra sagsstyringssystemet.

Det er disse tilføjelser, der har hjulpet politiet til at få et bedre overblik over antallet af sager.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce