Flere og flere topembedsmænd er opdraget i Finansministeriet

Ny kortlægning viser, at stadig flere i toppen af den offentlige sektor har erfaring fra Finansministeriet. Udviklingen kan ifølge iagttagere blive et problem, hvis andre fagligheder fortrænges

Folk med erfaring fra Finansministeriet udgør en stigende andel af danske topembedsmænd, og de kommer også markant hurtigere til tops end dem, der ikke har erfaring fra Finansministeriet.

Det viser bogen Skolet i den Røde Bygning, der indeholder den første komplette kortlægning af karriereforløbene for alle topembedsmænd i centraladministrationen. Bogen udkommer i næste uge og er skrevet af cand.scient.pol. Hjalte Gram.

»Der er langt flere topembedsmænd, der har været forbi Finansministeriet i deres karriere sammenlignet med for 20 år siden. De er også langt mere mobile inden for centraladministrationen, og i gennemsnit forfremmes de flere år tidligere end deres kolleger, der ikke har erfaring fra Finansministeriet,« siger han til Information.

Ifølge bogen har 42 procent af departementscheferne, 40 procent af alle afdelingschefer, 23 procent af direktørerne og 15 procent af vicedirektørerne i styrelserne det til fælles, at de har erfaring fra Finansministeriets departement. Det er en markant stigning fra en lignende opgørelse i 1999.

»Den generelle tendens er, at specialister som for eksempel har en uddannelse inden for et fagområde som læger og militært uddannede, bliver afløst af samfundsvidenskabelige generalister som jurister, økonomer og statskundskabere, der besidder topposterne. Her repræsenterer de folk, der har været i Finansministeriet, i særlig grad denne tendens,« siger Hjalte Gram.

Knud Aarup, der er tidligere direktør i Socialstyrelsen, mener, at det giver problemer, hvis kun én logik bliver dominerende på bekostning af alt andet: »Det er et udtryk for, at man har reduceret politik til økonomistyring mellem særinteresser. Derfor er Finansministeriets folk absolut de mest kvalificerede folk til at gøre det. Men det gør ikke samfundet bedre.«

Også Administrerende direktør i Kommunernes Landsforening Kristian Wendelboe siger, at der kan være grund til bekymring, hvis en enkelt faglig tænkning kommer til at dominere:

»Hvis der er en type af faglig logik, der vinder over alle de andre, så er det et faresignal. Hvis al offentlig topledelse er befolket af folk fra Finansministeriet, så er det ikke godt, ligesom det ikke er godt, hvis politikerne overlader al magt til Finansministeriet. For de har en logik, og de har nogle mål, de forfølger, og det er fair. Det skal bare vejes op mod nogle andre hensyn,« siger han.

Hele historien hos Information

Emneord: Finansministeriet, Offentlig styring, Ledelse og styring, Embedsmandsstyre, Embedsmænd, Hjalte Gram, 110618
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også