Følg fjerde og sidste del af HackYourFuture´s Adventskalender om Integration

Social

23/12/2018 19:55

Christopher Klüter

Læs her fjerde og sidste søndag i advents integrationshistorie om Hassan fra Syrien, som vil arbejde som webudvikler i Danmark.

Det er tiden for kalenderlys, julekalender og adventsgaver. Samtidig er det også tiden for en ny ghettoliste, for planer om at placere mennesker på en øde ø og for en ny finanslov med en markant stramning af udlændingepolitikken.

Fokus på udlændinge i Danmark er politiseret i en sådan grad, at det til tider kan være svært at vide hvad der egentlig bliver snakket om og debatten kan virke helt ude af proportioner. I HackYourFuture´s øjne er immigration hverken positiv eller negativ i sig selv, men afhænger af hvad samfundet gør for at få integrationen til at fungere.

Udlændingepolitikken påvirker ikke kun livet for flygtninge i Danmark, men påvirker fx også udenlandske forskere der arbejder i Danmark, familier der har boet i Danmark i mange år og danskere der ikke kan bo i Danmark med deres partner.

Men juletiden er en tid, hvor vi gerne vil fokusere på hygge, familie og gode historier, derfor har HackYourFuture lavet en adventskalender til dig. Med gode integrationshistorier fra nogle af de mennesker der på trods af at udlændingepolitikken strammer garnet, skaber et liv i Danmark for sig selv og samtidig gavner samfundet og de (it)virksomhed som de arbejder i.

En lang rejse til Nykøbing Falster
Fjerde søndag i advents integrationshistorie vi præsenterer dig for Hassan. Hassan er 34 år, han kom til Danmark fra Syrien for ca ét år siden og forinden havde han været på en ti måneders lang rejse gennem mange lande i Afrika, Mellemøsten og Europa. Hassans søskende og forældre var kommet til Danmark årene forinden og familie var blevet boligplaceret i Nykøbing Falster. Hassan var ikke rejst fra Syrien på samme tidspunkt som sin familie, fordi han for det første ville færdiggøre sin diplomingeniøruddannelse i softwareteknologi og for det andet var blevet ramt i benet af stumper fra en bombe så han i en periode ikke kunne gå. Hassan søgte asyl i Danmark og efter et kort ophold på to forskellige asylcentre flyttede Hassan til Nykøbing Falster efter eget ønske om at bo tæt på sin familie.

For Hassan var det meningsfuldt at bo tæt på sin familie, men han opdagede en udfordring ved ønsket om at bo i Nykøbing Falster, nemlig at det var svært at finde et job indenfor hans kompetenceområde med softwareteknologi. Han kunne ikke finde relevante praktiksteder og jobmuligheder i denne del af Danmark. Kommunen sagsbehandlere forsøgte at finde it-relaterede praktiksteder til Hassan, men de måtte hurtigt erkende at han var nødt til at søge mod København for at finde et job indenfor softwareteknologi.

Lidt om boligplaceringen af nye borgere
Udlændingestyrelsen har siden 1999 afgjort hvilken kommune flygtninge/nye borgere skal visiteres til på grundlag af kommunekvoterne, den pågældende borgers forhold og forholdene i den enkelte kommune. Tanken bag fordelingen er at nye borgere bliver jævnt geografisk fordelt i hele landet af hensyn til integrationen. Samtidig skal der i visiteringen også lægges vægt på den pågældende persons mulighed for at komme i beskæftigelse.

En Momentum-analyse viser at 3 ud af 4 nye borgere der fik asyl i 2006-2008 stadig bor i samme landsdel, som de blev visiteret til, 10 år efter. Når nye borgere vælger at flytte fra den kommune de er blevet visiteret til, hænger det ofte sammen med manglende job- og uddannelsesmuligheder i den landsdel de bor i.

Jobbet er i København?
Hassan begyndte at undersøge jobmulighederne i Københavnsområdet, da det var vigtigt for ham at bruge den uddannelse han netop havde afsluttet inden han forlod Syrien. I den forbindelse fandt Hassan frem til HackYourFuture. Her fik han udvidet sine it-kompetencer, fik styrket sit netværk i it-branchen og fik træning med at arbejde på engelsk, hvilket nu gør ham klar til at arbejde i det job han leder efter. De frivillige it-professionelle der har undervist Hassan, opdagede alle hvor dygtig han er inden for sit felt og hvor hurtigt han var til at tilegne sig nye programmeringssprog og værktøjer som JavaScript og React.

Hassan er stadig i gang med sit integrationsprogram og derfor kan han ikke uden videre flytte hvornår og hvortil han vil. Når han er visiteret til én bestemt kommune har de ansvar for hans danskuddannelse og den beskæftigelsesrettede indsats. Hassan er underlagt en lovgivning der giver ham mulighed for at flytte kommune hvis han har et reelt jobtilbud, hvorefter han kan ansøge om at blive visiteret til den kommune, hvor arbejdspladsen er beliggende eller en nærliggende kommune.

Når kommunen acceptere at en ny borger flytter dertil, skal borgeren selv finde en bolig, men kommunen kan hjælpe med at finde en ny sprogskole og danskuddannelse kan ændres fra dagundervisning til aftenundervisning så det passer med et fuldtidsjob. I Hassans tilfælde er det at finde et job muligvis den “nemmeste” udfordring han står overfor lige nu, da de fleste ved at det at finde en bolig i Københavnsområdet, kan være nær ved umuligt.

I praksis betyder det så, at Hassan på nuværende tidspunkt bliver nødt til at pendle mellem Falster og København, hvor han er i en tre måneders praktik. Her er han med til at udvikle en lille startups app og tager sig af hjemmesiden, designopgaver og andre udvikler opgaver indenfor JavaScript, React, Node.js, HTML og CSS. I mellemtiden søger han aktivt efter et job, som det næste skridt til for alvor at være en del det danske samfund.

Hassans historie afrunder HackYourFutures adventsjulekalender, ikke med et brag af en feel-good jule-integrationshistorie da Hassan stadig mangler at finde sit første job i Danmark. Dog er det et godt eksempel på en integrationshistorie, hvor både borgeren selv, de kommunale sagsbehandlere og private aktører proaktivt samarbejder om at lykkes med integrationen. Nu mangler der bare virksomheden, som vil ansætte Hassan.

Glædelig Jul og Godt Nytår fra alle os i HackYourFuture

Læs også første, anden og tredje søndag i advents integrationshistorier.  

Alle navne på personerne i HackYourFuture´s integrationshistorier er ændret.

Mest Læste

Annonce