Politiet satte en afspærring op med en radius af omkring en kilometer fra Field's. Foto: Presse-fotos.dk
Politiet satte en afspærring op med en radius af omkring en kilometer fra Field's. Foto: Presse-fotos.dk

Bil fanget bag politiafspærring: Fik parkeringsbøde

Forbrug

05/07/2022 09:43

J. Bøgen

Lovlydige borgere ventede tålmodigt på at få lov af politiet til at hente deres biler efter søndagens skyderi. Men for en håndfuld af dem var det ikke en god økonomisk beslutning at følge politiets anvisninger

Københavns Politi var hurtige til at spærre et stort område omkring Field's af i forbindelse med skyderiet søndag - og det betød, at et stort antal biler blev fanget bag afspærringen.

De lovlydige borgere fulgte selvfølgelig politiets anvisninger og lod være med at forcere afspærringen, til de mandag formiddag kunne få lov til at hente de efterladte biler.

Men her fik mindst fem af de tålmodige danskere sig en overraskelse, der nok er indbegrebet af udtrykket "træls".

For der var nemlig en "venlig hilsen" i deres forrude - jeps, de havde fået en parkeringsafgift.

Det skriver Ekstra Bladet.

Spurgte politiet om lov flere gange

Morten Lynge på 46 år var på vej til Harry Styles-koncert med sin kammerat i Royal Arena. I den forbindelse parkerede de kammeratens bil mellem Field's og Royal Arena.

Da koncerten blev aflyst, blev han - sammen med de andre koncertgængere - ført væk fra området med metroen til Vanløse, eftersom de af sikkerhedsmæssige årsager ikke måtte hente bilen.

Morten Lynge fortæller til Ekstra Bladet, at han sammen med sin kammerat afventede besked fra politiet om, at man igen måtte vende tilbage til området.

Københavns Politi skrev på Twitter, at man igen kunne hente biler i Field's mandag kl. 10.48.

Da Mortens kammerat så ankommer til sin bil senere mandag, har han fået en parkeringsafgift, som en parkeringsvagt har skrevet kl. 11.14 - under 30 minutter efter at politiet har givet besked om, at man igen kunne hente sin bil.

Europark opfordrer alle til at henvende sig

Europark fortæller i en mail til Ekstra Bladet, at de uddelte fem parkeringsafgifter i området efter skyderiet i Field's og mandag.

De skriver dog også, at de indstillede al parkeringskontrol i Field's og ikke har udstedt nogen bøder inde i selve storcenteret.

Samtidig opfordrer de alle til at tage kontakt til dem, hvis man har fået en afgift i området.

'Vi opfordrer alle, hvis parkering har været berørt af situationen på en sådan måde, at de har modtaget et kontrolgebyr, til at henvende sig, således at vi kan se på sagen,' skriver de i mailen.

Mest Læste

Annonce