Der er god grund til at være nervøs denne sommer - i hvert fald hvis du har hus og have. Foto: Shutterstock
Der er god grund til at være nervøs denne sommer - i hvert fald hvis du har hus og have. Foto: Shutterstock

Invasionen står for døren: Kan meget vel ske denne sommer

Forbrug

24/6/22 2:03

Jens Asbjørn Bøgen

Der er god grund til at holde øjnene åbne denne sommer - i hvert fald hvis du har hus og have eller bare virkelig hader småkryb.

Det er allerede sket i Tyskland. Faktisk i Rostock lige syd for Danmark. Og i England har det skabt kaos, ligesom de har ødelagt både huse og veje i Spanien.

Invasionen kommer, og det er kun et spørgsmål om tid, før den rammer Danmark ... altså myreinvasionen.

En ny myrerart er nemlig hastigt på vej mod Danmark, og den kan skabe voldsomme problemer, når den krydser landets grænser.

Det skriver TV 2.

Store kolonier skaber problemer på veje og i haver

Det nye seksbenede dyr går under navnet "den invasive myreart". Det kaldes den, fordi den breder sig ufatteligt hurtigt og kan skabe ravage i både huse, haver og for den sags skyld også på vejene.

Forklaringen er, at denne type myre danner såkaldte superkolonier med et utal af myredronninger. Faktisk viser engelske undersøgelser, at superkolonierne kan være op til 100 gange større en de kolonier, vi kender fra den almindelige havemyre.

Og selvom insekterne hver for sig måske kan betegnes som ubetydelige, så er situationen en helt anden, når der er så mange samlet på et sted. Med de samlede kræfter fra tusindvis af myrer kan både jord, fliser og terrassegulve nemt blive skubbet op.

Rasmus Steenbak Larsen, der er biolog med speciale i myrer Sektion for Økologi og Evolution på Københavns Universitet, og han kender til skrækhistorier om den nye myreart:

"På bare et år spredte den invasive havemyre sig hurtigt i England – og ét sted observerede man en koloni, der bredte sig på et område svarende til 12 hektar jord og med tusindvis af myredronninger i," fortæller han til TV 2.

Udover at bygge gigantiske kolonier overtager den invasive havemyre også de områder, den invaderer, og fortrænger andre myrer og insekter. Det vil ifølge Rasmus Steenbak Larsen dog ikke få betydning for biodiversiteten herhjemme, da den nye type myre hovedsagelig vil være at finde i byer og haver.

Invasionen kan allerede være i gang

Det er kun et spørgsmål om tid, før vi kommer til at se den invasive havemyre i Danmark – hvis den ikke allerede er her.

Derfor opfordrer Rasmus Steenbak Larsen til, at man holder godt øje med, om den ubudne gæst har gjort sin entré.

For godt nok ligner den invasive myre de helt almindelige, vi kender fra haver og fliser, men der er en afgørende forskel: Med den invasive havemyre vil der være langt flere af de sorte insekter, end man er vant til.

Har man mod på at gå grundigere til værks, kan man også tage et kig ned i selve myreboet. Hvis man her spotter flere myre, der er større end de andre, er det et tegn på, at der er flere dronninger i kolonien. Hvis de så oven i købet ikke har nogen vinger, kan du være sikker på, du er blevet invaderet af de invasive havemyre.

Hvis man tror, at man har fundet en invasiv havemyre, opfordrer Rasmus Steenbak Larsen til, at man kontakter Miljøstyrelsen og fortæller om sit fund.

Annonce