Ny meningsmåling giver Løkke magten til at vælge statsminister. Foto: Shutterstock
Ny meningsmåling giver Løkke magten til at vælge statsminister. Foto: Shutterstock

Ny meningsmåling giver Løkke magten

Politik

24/06/2022 09:31

J. Bøgen

En helt frisk meningsmåling fra Megafon viser mildest talt tæt løb mellem blokkene.

En helt frisk meningsmåling fra Megafon tyder på, at det bliver en sand gyser, når Mette Frederiksen udskriver valg til Folketinget.

Ingen af de to blokke står nemlig til at få flertal alene, og hvis målingen står til troende, bliver det Lars Løkkes nye parti, Moderaterne, der får de altafgørende mandater.

Ifølge meningsmålingen vil rød blok få 48,8 procent af stemmerne, imens blå blok ånder dem i nakken med 47,6 procent. Moderaterne, den såkaldte lilla blok, står til at få 3,6 procent.

Det betyder, at det bliver Lars Løkkes parti, der får magten til at vælge, hvem der skal være Danmarks næste statsminister.

Det skriver TV2.

DF i frit fald og Støjberg den store joker

Ved sidste valg fik Dansk Folkeparti 8,7 procent af stemmerne. Hvis der var valg i morgen, ville partiet blive mere eller mindre udslettet med kun 3,2 procent.

Det vil være et historisk dårligt valg for partiet, der den seneste tid har været plaget af massive interne kampe, som også har været udkæmpet i medierne.

Hvor stemmerne så render hen er ikke til at sige, men noget kunne tyde på, at Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne, er et godt bud. Meningsmålingen blev nemlig lavet i dagene, inden Sjøberg annoncerede sit nye politiske projekt, men alligevel insisterede flere af deltagerne i meningsmålingen på, at deres stemme ville gå til hende.

Kategorien "Andre/Uden for parti/Gamle partier får ifølge meningsmålingen 1,2 procent af stemmerne. Det er naturligvis ikke sikkert, at alle stemmerne vil gå til Danmarksdemokraterne.

Men et andet, og måske mere håndgribeligt, bud, vil være Nye Borgerlige. Hvis der var valg i morgen ville de blive mere end tredoblet fra 2,4 procent til 8,4 procent. Det vil gøre dem til Danmarks femtestørste parti.

Konservative udklasserer Venstre

I blå blok bliver der mildest talt vendt op og ned på styrkeforholdet.

Ved sidste valg fik Venstre 23,4 procent af stemmerne og blev Danmarks andetstørste parti efter Socialdemokraterne. Hvis der var valg i dag, ville Venstre blive skubbet ned på tredjepladsen med 13 procent af stemmerne.

Andenpladsen vil blive overtaget af Det Konservative Folkeparti, der vil blive mere end fordoblet. Fra at slutte med 6,6 procent af stemmerne ved sidste valg, står De Konservative nu til at få hele 17,1 procent af stemmerne, og vil altså blive blåbloks klart største parti.

Mest Læste

Annonce