Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Så meget har din løn mistet i værdi det sidste år

Forbrug

06/01/2023 09:35

J. Bøgen

Det er ikke bare noget, vi bilder os ind.

Det er ikke ligefrem en nyhed, at det er blevet mærkbart dyrere at være dansker i løbet af 2022.

Men nu har vi mulighed for reelt at se på, hvordan lønnen har udviklet sig i forhold til inflationen i samfundet.

Nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) viser nemlig, at lønnen i 2022 i gennemsnit steg med 3,6 procent for 600.000 privatansatte.

Det gælder altså ikke alle danskere, men i grove træk kan tallene godt regnes for generelt retvisende.

Så langt så godt, men i forhold til inflationen i samfundet, er det en markant anden historie.

Danske Bank skønner, at den samlede inflation for 2022 ender på omkring 7,8 procent.

Efter at Danske Bank har regnet på det, når man frem til, at reallønsnedgangen for danskerne ender på 3,9 procent i 2022.

Det skriver DR.

Vi kan købe mindre for flere penge

Reallønnen er et udtryk for, hvad man som lønmodtager reelt for ud af sine penge. Hvis reallønnen for eksempel er steget i forhold til inflationen, kan du købe mere for din løn, end du tidligere har kunnet.

Men Danske Banks tal viser altså, at vi i gennemsnit kan købe knap 4 procent mindre for vores hårdt tjente løn, fordi priserne er steget markant mere end selve lønningerne.

Det betyder i praksis, at vi får tusindvis af kroner mindre til os selv.

Faktisk har de 3,9 procents reallønstab givet den største udhuling af lønnen for private lønmodtagere siden 1950, vurderer cheføkonom Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank.

"Og for offentligt ansatte har faldet endda sandsynligvis været endnu større for slet ikke at tale om modtagere af overførselsindkomster," siger han i en skriftlig kommentar.

Regnestykket i kroner og ører

Konkret vil det betyde, at en typisk børnefamilie med to privatansatte forældre har fået 20.957 kroner mere at bruge i 2022, efter skat.

Men inflationen vil i gennemsnit have betydet, at prisen på deres forbrug er steget 36.323 kroner, hvis de skal købe det samme som i 2021.

Det betyder altså, at familien reelt har fået 15.367 kroner mindre til sig selv sidste år, svarende til 1.280 kroner om måneden.

Mest Læste

Annonce