Ruslands præsident mener ikke, Ukraine er et individuelt land, men en del af Rusland. Foto: Shutterstock
Ruslands præsident mener ikke, Ukraine er et individuelt land, men en del af Rusland. Foto: Shutterstock

Putin har gjort det før, og nu har han tænkt sig at gøre det igen

Forsvar

20/07/2022 11:16

J. Bøgen

Den russiske præsident mener ikke, Ukraine er et rigtigt land, men en del af Rusland.

Rusland planlægger at annektere flere dele af Ukraine. Præcis på samme måde, som de gjorde med Krim-halvøen i 2014.

Det fortæller Det Hvide Hus ifølge CNN.

"Rusland er begyndt at bruge, hvad du kan kalde en "playbook" for annektering, meget lig den vi så i 2014," sagde John Kirby, kommunikationskoordinator ved det nationale sikkerhedsråd i USA, til journalister tirsdag.

Hvis efterretningerne viser sig at være rigtige, lovede John Kirby, at det vil føre til endnu flere amerikanske sanktioner rettet mod Rusland og russiske virksomheder og indbyggere.

Sker sandsynligvis til september

Der er ikke kommet nogen meldinger fra den russiske top omkring folkeafstemninger som den, vi så på Krim-halvøen i 2014.

"Men russiskindsatte ledere i de besatte områder siger, at det vil ske i år. Sandsynligvis i forbindelse med regionalvalget i Rusland til September," sagde John Kirby.

Han nævnte specifikt de ukrainske regioner Kherson, Zaporizhzhia, Donetsk og Luhansk Oblast som oplagte mål for russernes annekteringsplaner.

Pointen ved den slags folkeafstemninger er at vise befolkningens støtte til den russiske invasionsmagt. Ved afstemningen på Krim stemte 97 procent af de afgivne stemmer eftersigende for at blive en del af Rusland.

Det skal dog siges, at kun en håndfuld lande i Verden anerkender den afstemning som leigitim - hovedsagelig fordi russiske styrker allerede havde invaderet Krim og holdt skarpt øje med valget.

Andre måder at annektere områder på er at lave mere hverdagsmæssige ændringer. Det kan være at ændre den officielle møntfod til russiske rubler frem for ukrainske hryvnia.

Det er heller ikke utænkeligt, at russerne vil enten tvinge befolkningen til at få russisk statsborgerskab, eller at gøre livet så besværligt for borgere uden, at den eneste mulighed er at søge om at blive russer.

"Ukraine er ikke et rigtigt land"

Inden invasionen d. 24. februar holdt Putin en timelang tale på russisk national-tv, hvor han argumenterede for, at Ukraine ikke har ret til at betragte sig selv som et selvstændigt land.

I stedet er han af den overbevisning, at Ukraine blot er en del af Rusland, og altså dermed et område, han har kontrol over i kraft af sin præsidenttitel.

Blandt andet mener han, at Ukraine udelukkende er blevet til som en opfindelse af bolsjevikkerne i årene efter Sovjetunionens fald.

Mest Læste

Annonce