Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Rusland med vild anklage: Derfor angreb vi Ukraine

Forsvar

12/12/2022 12:05

J. Bøgen

En ikonisk statsleder fortalte nogle ting i et interview, som russerne mildest talt ikke var begejstrede for.

Rusland invaderede Ukraine, fordi landets bekymringer om Minsk-aftalerne blev ignoreret.

Sådan lyder begrundelsen for krigen fra den russiske præsident Vladimir Putins talsmand, Dmitry Peskov, under et program om Putin på den russiske tv-kanal Rossiya-1 søndag.

Det skriver Reuters og det russiske nyhedsbureau TASS.

Minsk-aftalerne blev indgået i 2014 og 2015 og var en våbenhvile mellem Ukraine og de russisk-støttede separatister, der kæmpede for at løsrive blandt andet Krim-halvøen fra Ukraine.

Aftalerne blev underskrevet af Ukraine, Rusland, Frankrig og Tyskland, men nu viser det sig, at det faktisk er de aftaler, der har fået Rusland til at igangsætte "den særlige militæroperation", som de kalder krigen i Ukraine.

Både Ukraine og Rusland har gentagne gange beskyldt hinanden for at overtræde aftalerne, men russerne følte sig for alvor bedraget, da den tidligere tyske kansler, Angela Merkel, kom med en opsigtsvækkende indrømmelse i et interview onsdag.

Her sagde hun nemlig, at Minsk-aftalen fra 2015 var en taktik for at "købe tid" til ukrainerne, så de kunne styrke deres forsvar og forhindre flere russiske annekteringer af landets områder.

Og det taler direkte ned i russernes fortælling om, hvorfor de følte sig nødsaget til at invadere Ukraine.

Dmitry Peskov sagde nemlig i programmet på Rossiya-1:

"Det hele blev ignoreret af de andre deltagere i forhandlingsprocessen. Det hele er netop forløberen for den særlige militæroperation," lyder det fra talsmanden.

Med "det" henviser Peskov til, at russerne, efter eget udsagn, igen og igen har udtrykt bekymring for, at ingen af de andre parter havde planer om at leve op til Minsk-aftalerne.

Derfor blev eks-kanslerens indrømmelse også med det samme tolket som forræderi af Putin selv:

"Det ser ud til, at ingen planlagde at leve op til disse Minsk-aftaler. De (deltagerne, red.) løj for os, og den eneste grund til disse processer var at pumpe Ukraine op med våben og gøre det klar til militæret handling. Måske var vi for sene til at indse, hvad der skete. Måske skulle denne (den særlige militære operation, red.) have været startet tidligere," sagde Putin fredag.

Fakta: Minsk-aftalen fra 2015

Minsk II-aftalen blev indgået 12. februar 2015 mellem Rusland, Ukraine, Tyskland og Frankrig.

Den indeholdt 12 punkter, hvoraf de vigtigste var:

  • En øjeblikkelig gensidig våbenhvile skulle sætte en stopper for kampene i Donetsk og Luhansk.

  • Tunge våben skulle trækkes tilbage fra frontlinjen.

  • Udveksling af krigsfanger.

  • Udenlandske soldater og illegale bevæbnede grupper skulle trækkes tilbage.

  • Ukraine skulle vedtage en ny forfatning, som skulle inkludere loven om specialstatus for Donetsk og Luhansk.

  • Observatører fra OSCE skulle overvåge våbenhvilen.

  • Sikring af humanitær hjælp til nødlidende civile.

Mest Læste

Annonce